Optakt: Leganés – Real Madrid, LaLiga, 14. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Efter endnu en landsholdspause er Real Madrid i aften klar til at komme i ilden igen, når man tager en tur ud i de madrilenske forstæder til et møde med LaLigas nummer 14 Leganés. Eller ”klar” er så meget sagt, for skader til hele fire forsvarsspillere plus Tchouaméni, der kunne sætte sig på en plads i centerforsvaret, gør, at Ancelotti er tvunget til at gøre mere af det, han har gjort alt for meget af hidtil i sæsonen; at eksperimentere.

Ancelotti nævnte selv på gårsdagens pressemøde muligheden for at bruge Valverde på højrebacken og Asencio centralt, og det eneste alternativ til den løsning synes at være enten Fran García eller Mendy på højrebacken. Uanset hvad bliver det en af formentlig mange lappeløsninger i denne sæson, men heldigvis har Ancelotti stadig gevaldige ressourcer til rådighed frem ad banen. Eksempelvis Brahim, som scorede fem mål på to kampe for Marokko, Bellingham, der omsider kom på måltavlen lige før landsholdspausen, Mbappé, der slap for landsholdstjeneste og derfor bør være fit for fight, og så naturligvis verdens absolut bedste fodboldspiller i øjeblikket, Vinícius.

Dog skal man have respekt for aftenens modstander. Leganés er ét af tre oprykkerhold i denne sæson, efter de vandt Segunda Divisón, og de er det eneste, der ikke ligger under nedrykningsstregen. De har flere gange tidligere været en kæp i hjulet for Real Madrid. Faktisk har Real Madrid ikke vundet i de seneste tre udebanekampe mod Leganés, men det skulle man meget gerne gøre i dag, for i går aftes fik Real Madrid lidt af en håndsrækning fra Galicien.

Her så vi nemlig noget af det, som vi må hænge vores Real Madrid-hat på kommer til at ske oftere – et Barcelona-hold, der krakelerer efter en udvisning til Marca Casadó og ender med på få minutter at smide en 2-0-føring mod Celta Vigo. Det er den slags, Real Madrid må satse på kommer til at ske flere gange for det unge Barca-hold, men så er det samtidig usvigeligt vigtigt, at man vinder kampe som den i aften. For i midtugen venter Liverpool Anfield og ude i horisonten et par udebaneture til Athletic Club og Girona. Og derfor er det afgørende, at Ancelotti finder den rette balance mellem en velfungerende taktik, en slagkraftig startopstilling og en dosering af minutterne, så den skrumpende pulje af spilleklare spillere alle kan være med til at løfte en del af byrden.

Apropos spilleminutter kan det godt være, at man til kampen i aften skulle hvile én eller to af de store profiler. Ud af otte landsholdsaktuelle spillere spillede syv begge landskampe, og af de syv fik tre fuld spilletid, nemlig Bellingham, Vinícius og Valverde – og altså de to sidstnævnte med en lang rejse over Atlanten. Ikke umiddelbart tre spillere, der er nemme at placere på bænken netop nu, men omvendt har man ingenlunde råd til at miste dem over en længere periode, og især ikke i sæsonens sværeste kamp mod Liverpool om få dage.

Men først venter altså Leganés, og dén kamp kan med Real Madrids generelle form i sæsonen in mente være en rigelig udfordring i sig selv. Det er klokken 18:30, at Real Madrid skal forsøge at spille sig op på andenpladsen i LaLiga med fire point op til Barcelona med en kamp i hånden. Kampen kan ses på Tv2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Valverde, Asencio, Rüdiger, Mendy, Brahim, Modric, Camavinga, Bellingham, Mbappé, Vinícius.

Seneste artikler...