Madridista

 
 

Referat: Leganés – Real Madrid 0 – 3, LaLiga, 14. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid halede her til aften to point ind på Barcelona i LaLiga, da man ubesværet besejrede Leganés med 3-0 på udebane.

 

En af de positive historier fra kampen var, at Leganés stort set aldrig fik lov at blive farlige, hvilket deres xG på 0.11 over for Real Madris 1.80 også viser. For Real Madrid satte sig fint på spillet fra starten, og det har man sådan set også formået flere gange tidligere i sæsonen, men der har problemet været, at man samtidig har været rystende usikre den anden vej. Det slap man for i dag, og dermed var det bare et spørgsmål om tid, før forløsningen kom.

Eller måske ikke helt, fordi Real Madrids offensive spil var igen en anelse forkrampet, og derfor var det også småt med de reelle målchancer. Vinícius havde en besværlig første halvleg som den mere centrerede af angriberne, og det krævede eksempelvis en fin driblesekvens fra Arda Güler for rent faktisk at få sparket på mål.

Men selve boldomgangen så god ud, hvilket isoleret set er et rigtig positivt skridt i en kamp, hvor hverken Kroos eller Modric var på banen. Det betød, at de sporadiske boldtab fra Vinícius og Mbappé gjorde mindre ondt, og at Bellingham ikke skulle løbe sig selv tør på en halv time, fordi Real Madrid havde lange perioder med boldbesiddelse. Og da målet så kom efter 1-0, kom der for alvor ro på. Her pressede Camavinga højt, Bellingham gik i en glidende tackling og vandt bolden, og efterfølgende kunne Vinícius spille Mbappé fri til en forløsende scoring for franskmanden, der tidligere havde fået en scoring annulleret for – ja, du gættede rigtigt – offside.

Derudover kan vi samle en portion hurtige iagttagelser fra første halvleg: Valverde startede lidt usikkert på bolden fra sin højreback, men kom gradvist bedre med og udgjorde en spilstærk højre side med Camavinga og Güler. Bellingham diskede op med en Guti’sk hælaflevering inde i feltet. Og Real Madrid blev formentlig snydt for et straffespark på Vinícius, men brasilianeren havde med sine gestikulationer nok heller ikke vundet noget goodwill på det tidspunkt.

Anden halvleg fortsatte i omtrent samme dur, og her kom 2-0-scoringen, da Valverde for anden gang i sæsonen hamrede et indirekte frispark i kassen fra venstre side af banen og faktisk allerede der så ud til at cementere sejren.

Det var også i anden halvleg, af Vinícius fik spillet sig op, primært med en række gode aktioner, der snildt kunne have udmøntet sig i en masse assists, hvis ikke især Mbappé misbrugte de gode muligheder. Der var bl.a. en, hvor han fra venstre side stivner i sin udfordring og i stedet sparker direkte på forsvareren foran sig og så en decideret friløber, hvor han ender med bare at hamre bolden direkte på keeperen. Også Güler kunne med sin fine chance have givet Vinícius en assist, men også han måtte se sig afvist af keeperen.

Der kom en sidste scoring i kampen fra Bellingham, der lukkede ballet ved med sin gode målnæse at følge op på en afslutning fra Brahim Díaz og dermed score for anden Real Madrid-kamp i træk.

Kampens badebold: Ingen spillere faldt for alvor igennem. Man kunne godt give den til kommentator-teamet, der boltrede sig i den varme luft, som spansk presse vanen tro lukker ud under en landsholdspause. Men undertegnede kan ikke forstå de udskiftninger… med en 2-0-føring efter 65 minutter og en masse hårdt prøvede spillere på banen, hvorfor så ikke få skiftet ud noget tidligere? Hvad giver det reelt set at skifte Modric og Endrick ind efter 83 og 87 minutter? Bliver Bellingham mindre skadet af tre minutters mindre spilletid? Får Endrick noget som helst ud af sine fire berøringer?

Kampens spiller: Skud ud til Asencio, der igen så vaks, hurtig og ganske ubekymret ud. Men kampens spiller skal findes på den centrale midtbane, som viste tydelige forbedringer. Selvom hverken Ceballos eller Camavinga spillede en perfekt kamp, var deres dynamik og arbejdsevne en gave for holdet. Vi giver den til Camavinga, der var her og dér og alle vegne.

Perspektiver mod kommende kampe: Der er mange svære kampe i det næste stykke tid, og så kan det jo ikke være bedre end med en helt sikker 3-0-sejr i en af de nemmere af slagsen. Også fint at HB- og CB-løsningerne fungerede upåklageligt, om end på en billig baggrund. Men Liverpool bliver en stor mundfuld, og efterfølgende handler det om at holde momentum i LaLiga, hvor Barcelona slet ikke er uden for rækkevidde længere.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...