Seks Real Madrid-spillere nomineret til FIFAs The Best
Real Madrid dominerer listen over de nominerede til FIFAs pendant til France Footballs, nu også UEFAs Ballon d'Or, The Best. Således er man repræsenteret med seks spillere på listen, der kan ende med at løbe med prisen i form af Vinícius Jr., Jude Bellingham, Dani Carvajal, Kylian Mbappé, Fede Valverde og Toni Kroos - sidstnævnte den eneste fodboldpensionist blandt de nominerede.
Erling Haaland, Lamine Yamal, Lionel Messi, Florian Wirtz og Rodri er også blandt de nominerede til FIFAs pris The Best. Sidstnævnte, der rendte med France Football og UEFAs Ballon d'Or, må nødvendigvis være storfavorit til denne pris ditto.
Vinderen bliver udvalgt af en international jury bestående af landstrænere, landsholdskaptajner, udvalgte journalister og fans fra hele verden, der er registreret på FIFAs egen hjemmeside. Disse skal afgive stemmer ud fra de nomineredes sportslige præstationer samt opførsel på og udenfor banen i perioden d. 21. august 2023 til d. 10. august 2024.