Madridista

 
 

Optakt: Real Madrid - Getafe, LaLiga, 15. spillerunde

Real Madrid spiller eftermiddagskamp, når byens slemme drenge fra Getafe kommer forbi til en kamp, der kan sende Real Madrid meget tæt på ligaens dukse fra FC Barcelona, der lørdag dummede sig mod Las Palmas.

I midtugen led man et skrækkeligt nederlag, da man for første gang siden 2009 måtte se sig slået af Liverpool, og den aften lignede Real Madrid ikke et hold, der bevægede sig i den rigtige retning. Kylian Mbappé nåede et foreløbigt lavpunkt i Real Madrid-trøjen, da han brændte et straffespark, mens Thibaut Courtois endnu engang måtte se sig nødsaget til at være kampens spiller.

I ligaen har der dog været opløftende takter de sidste par uger. Osasuna og Leganés er blevet slået med hhv. 4-0 og 3-0 i kampe hvor særligt Vini Jr. har skilt sig positivt ud.

Han er dog som bekendt ikke tilgængelig til dagens kamp, som han i øvrigt heller ikke var mod Liverpool, og det lægger et ekstra pres på Mbappé for at skabe noget til Real Madrid. Det formåede han ikke mod Liverpool, men i dag er Rodrygo vendt tilbage i truppen, og det kan forhåbentlig aflaste franskmanden.

Om det så bliver fra start er en anden sag. Sidste gang Rodrygo spillede, blev han måske tvunget tilbage lidt for hurtigt efter en skade, og det gav som bekendt en ny skade.

Lucas Vázquez startede ude mod Liverpool efter en lille skadespause, men i eftermiddag forventes det, at han starter inde på højre back, og det sender Fede Valverde tilbage på midtbanen.

Og der kan hurtigt blive brug for ham, for sædvanen tro reddede Real Madrid sig en skade i løbet af en kamp, da Eduardo Camavinga, der ellers spillede fremragende, måtte udgå af onsdagens Champions League-kamp. Udover ham er Aurelien Tchouaméni fortsat ude, og det efterlader et hul på den defensive midtbane.

Skulle Carlo Ancelotti føle sig inspireret af succesen, der hedder Raúl Asencio, så har han dog en yderst spændende mand med på bænken i dag, nemlig 19-årige Chema.

Getafe kommer til kampen med blot to sejre i sæsonen, mod Alavés i september, og senest mod ligaens nok dårligste hold, Valladolid, for en uge siden. De ligger altså nr. 17 inden kampen, men i modsætning til de øvrige hold i nedrykningskampen, så er Getafe gode til at holde deres kampe tætte. De har spillet flest uafgjorte kampe af alle (7), og har blot lukket 11 mål ind i 14 kampe.

Det er dog en modstander, som man har en særdeles god statistik imod. Getafe har blot vundet én af de seneste 21 kampe mod Real Madrid. Det var i januar 2022, hvor Enes Ünal scorede kampens enlige mål. Udover den kamp skal vi helt tilbage til august 2012 for at finde seneste Getafe-sejr.

Forventningen i eftermiddag er altså en sejr til Real Madrid, og det vil da også bringe Los Blancos i en fordelagtig position i ræset om det spanske mesterskab.

Der er kick-off allerede kl. 16:15, og da Vejle og FC Midtjylland spiller samtidig, kan kampen kun ses, hvis du har et TV2 Play-abonnement.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Lucas V., Asencio, Rüdiger, Fran García, Ceballos, Valverde, Bellingham, Arda Gúler, Rodrygo, Mbappé.

Seneste artikler...