Officielt: Florentino Pérez indstiller til præsidentvalg
Real Madrid melder her til aften på sin officielle hjemmeside, at Florentino Pérez har indledt processen for præsidentvalg i klubben.
Det vil officielt ske på tirsdag den 7. januar og herefter vil eventuelle modkandidater have en frist på 10 dage til at stille bankgarantien på 15% af klubbens budget, som er på 1 milliard € og det vil altså sige, at en præsident-kandidat skal kunne fremvise en formue på mindst 150 millioner €.
Herudover skal man have været medlem af klubben i mindst 20 år og de personer, som er tiltænkt en rolle som vicepræsidenter i en ny bestyrelse skal have været medlem i mindst 15 år, mens øvrige medlemmer skal have minimum 10 års anciennitet som medlemmer af Real Madrid.
Florentino Pérez´ kandidatur udløber officielt til efteråret og de sidste præsidentvalg har der ikke været modkandidater til ham, hvilket der heller ikke ventes at blive denne gang.