Madridista

 
 

Referat: Real Madrid - Barcelona 2-5, Spansk Super Cup, finale

Real Madrid blev udspillet på alle leder og kanter, da man i går aftes tabte Super Cup-finalen til Barcelona med hele 2-5.

Man kom godt nok foran med 1-0 efter fem minutters spil, da Vinícius sendte Mbappé afsted og så var franskmanden sikkerheden selv på sin afslutning.

Forinden havde Barcelona dog allerede haft to store muligheder for at bringe sig foran og de lod sig ikke gå på af at være kommet bagud og samtidig gav det heller ikke Real Madrid noget ekstra.

Det var derfor ikke det store chok, at udligningen måtte komme. Rüdiger blev fanget midt på banen og så kørte Lamine Yamal bare mod mål og rundede let Tchouaméni, hvorefter han køligt lagde bolden i mål helt ude ved stolpen og uden chance for Courtois.

Ti minutter pausen kom Barcelona så foran 1-2, da Camavinga begik et tåbeligt straffespark på Gavi. Forseelsen skulle tjekkes efter i VAR-rummet, men der var ikke tvivl om straffesparket og der var heller ikke tvivl om Lewandowskis træfsikkerhed.

Men det skulle blive værre endnu. Meget værre. Blot tre minutter senere var man mindre opmærksomme på Raphinha end Koundé var og så kunne franskmanden slå et perfekt indlæg ind i hovedet på brasilianeren, som kraftfuldt headede Barcelona yderligere foran.

Fortvivlelsen blev fuldbyrdet lige inden pausen, da Rodrygo ikke kunne finde ud af, hvad han skulle gøre efter et hjørnespark og så tog Barcelona stille og roligt bolden fra ham, hvorefter man satte en lynhurtig kontra i værk og til sidst havnede bolden hos Baldé, som let kunne score til pauseføringen 1-4.

Hos Real Madrid havde man ikke set meget til Vinícius og Bellingham i første halvleg, men brasilianeren viste dog gode ting lige i begyndelsen af anden halvleg, da han lækre indlæg røg over til Rodrygo, som flugtede bolden på trekantsammenføjningen, men blot få sekunder senere igangsatte Barcelona en ny kontra og med blot to afleveringer var Raphinha alene mod Courtois og fuldbyrdede ydmygelsen.

Og det kunne såmænd være gået meget værre, hvis ikke Szczesny var blevet korrekt udvist efter 56 minutters spil, da han fældede Mbappé og efter et VAR-tjek var der ingen vej uden om for polakken.

Rodrygo udnyttede frisparket til at hamre bolden ind bag netop indskiftede Iñaki Peña og det åbnede en lille port for en remontada, men Real Madrids boldomgang var både for sløset og for langsom til, at man på nogen måde fik lagt pres på Barcelona, trods en mand i overtal og dermed er årets første titel tabt for Real Madrid.

Kampens spiller: Det bliver der ikke tale om.

Kampens badebold: Der er meget få, der ikke er kandidater til denne.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Real Madrid-defensiven slog for alvor sprækker – igen. Og Real Madrid må i denne sæson sande, at man har det mere end svært mod de store hold. Det var meget sigende, at tre ud af de fire forsvarere blev udskiftet i løbet af kampen. Et par januar-indkøb ville da ikke gøre noget.

Seneste artikler...