Optakt: Espanyol – Real Madrid, LaLiga, 22. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Meget har for Real Madrid handlet om Champions League i denne uge, hvor man spillede sidste kamp i ligaformatet og efterfølgende fik en svær lodtrækning imod Manchester City, men i aften handler alt om nu’et og om LaLiga, når Real Madrid gæster Espanyol i Catalonien.

 

Real Madrid har været i resultatmæssig fin form på det seneste, hvilket har givet en fire-points føring i LaLiga, samtidig med, at man i de 12 af de 14 kampe siden 2-1-nederlaget til Athletic Club på San Memés har scoret tre mål eller flere. Det skyldes en flyvende Mbappé, Rodrygo, der har scoret 10 mål på de sidste 11 kampe, Vinícius, når han da ikke har karantæne, og Bellingham, der drypvist spæder til med scoringer.

Alle de fire kan Espanyol forvente at stå over for på én gang i aften, idét Vinícius er tilbage efter ni dages karantænepause og glider ind i startopstillingen i stedet for Brahim Díaz, der har været en fin vikar, men ellers ikke præsteret noget nævneværdigt. Til gengæld er Ceballos fantastisk spillende for tiden, og han ventes at glide ind på midtbanen ved siden af Valverde, mens Fran García tager sig af venstrebacken til trods for, at Mendy rent faktisk formåede at slå et indlæg imod Brest.

Derudover plejer spørgsmålet at være, om Asencio eller Tchouaméni får pladsen ved siden af Rüdiger, men efterhånden melder Alaba sig også ind i de overvejelser, selvom det nok er mere sandsynligt med en startplads til østrigeren i midtugens Copa del Rey-kamp mod Leganés. Og som Ancelotti beviser igen og igen, skal vi nok heller ikke forvente Asencio fra start, da Tchouaméni stik mod både hans egne og den unge spaniers præstationer på banen bliver ved med at få chancer.

Real Madrid er inde i en periode med kampe mod hold, der på papiret må og skal besejret, og aftenens modstander hører også under den kategori. Oprykkerne fra Espanyol ligger nummer 18 og derfor under nedrykningsstregen, hvilket betyder, at det for fjerde ligarunde i træk for Real Madrids vedkommende er en kamp mellem top og bund, men aftenens modstander virker trods alt alligevel til at være lidt bedre kørende end Valencia, Las Palmas og Real Valladolid. De har ikke tabt i de seneste tre kampe og blot én af de seneste seks, mens vi skal helt tilbage til oktober for at findes deres seneste hjemmebanenederlag.

Espanyol har også tidligere vist sig som en bananskrald, eksempelvis da de vandt med 2-1 hjemme mod Real Madrid i oktober 2021 i en kamp, der i høj grad kom til at puste liv i debatten om, hvorvidt Real Madrid stadig kan spille med både Kroos og Modric på samme tid. Espanyol vandt også en hjemmekamp mod Los Blancos i 2018, men ellers må man sige at Real Madrid har mere end almindeligt godt styr på aftenens modstander med i alt 19 sejre på de sidste 21 kampe.

Espanyols farligste mand er anføreren og topscoreren, Javi Puado, og derudover kan de bryste sig af at have en af ligaens statistikmæssigt bedste keepere i Joan García, der med 76 redninger i LaLiga ligger nummer to på listen. Man må forvente, at det tal skal stige betragteligt i aften, hvis Espanyol skal hente point i egen hule, når Real Madrids formstærke offensive kigger forbi, men det kræver naturligvis også, at Real Madrid dukker veloplagte og fokuserede op til kampen.

Både Barcelona og Atlético Madrid er også storfavoritter i deres respektive opgør i denne runde af LaLiga, så i aften handler det altså om at få overstået en af de kampe, der bør været en formssag. Om det lykkes, får vi at se, når kampen fløjtes i gang klokken 21 og vises på Tv2 Sport X og tv2 play.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Vázquez, Tchouaméni, Rüdiger, Fran García, Valverde, Ceballos, Bellingham, Rodrygo, Mbappé, Vinícius.

Seneste artikler...