Ancelotti: Rodrygo må ofre sig for holdets bedste
Carlo Ancelotti var i går traditionen tro i presserummets varme stol for at snakke om den forestående kamp i aften imod Espanyol, og her venter italienerens vigtigste pointer.
Kampen imod Espanyol:
- Jeg forventer en svær kamp. Det er et vigtigt øjeblik i LaLiga for alle holdene. Vi er stadig langt fra den sidste fase, men de point, der er på spil, begynder at blive vigtigere end i de første kampe. Vi har en fordel lige nu, og vi vil holde fast i den. Sæsonen kan afhænge af hver eneste kamp. Hvis du taber en ligakamp eller bliver slået ud af Copa del Rey, påvirker det sæsonen, men vi tænker kun på de kampe, vi skal spille, og der er for mange. Jeg gentager – for mange. Indtil marts-pausen er der 13 kampe. Det er mange, og vi skal tænke på, at hver kamp kan være afgørende. Fra i dag begynder de at være vitale. I hver kamp har vi meget på spil i sæsonen.
Manglende tid til forberedelse:
- Der er ingen forberedelse. Når du spiller hver tredje dag, er der forberedelse for de fire, fem eller seks, der ikke spiller kampen. For resten er det restitution, video og kamp. Sådan er det i alle 40 dage. Vores opgave er naturligvis at have dem, der spiller mindre, klar, forberedte og motiverede, fordi de bliver uundværlige i denne del af sæsonen. Nogle gange skal man forstå rotationen af nogle spillere for at have truppen så motiveret som muligt, fordi jeg har brug for alle.
Playoff-kampene i Champions League:
- Det ændrer ikke noget. Vi vil alle gerne have en perfekt verden, men det findes ikke. Vi tabte én kamp og kunne ikke komme i top otte. Det er okay at spille to kampe mere eller mindre. Det bliver to svære og underholdende kampe, men vi har ressourcerne til at vinde dem.
Rodrygo, der har spillet venstrekant og gjort det forrygende i Vinícius’ fravær:
- Det er til debat. Han er meget komfortabel på venstrekanten, men han har også bidraget meget på højrefløjen. I mange kampe har han scoret fra højresiden. Han er en komplet spiller. Vi er klar over, at han kan lide venstrekanten, men for holdets bedste må han ofre sig. Han har altid ofret sig og altid sat holdets bedste først. Fodbolden nyder godt af Rodrygos kvalitet, og det gør Real Madrid-fansene også. For holdets bedste skal jeg være tydelig angående positionerne. Det har ikke gået galt indtil videre, og jeg tror ikke, det vil gå galt fremover.
Vinícius, der er tilbage efter karantæne:
- Han er klar over, hvad han skal gøre på banen, fordi han er en moden person. Vi er glade for, at han igen kan vise sin bedste version. Han har trænet rigtig godt, han er frisk, og jeg tror, han kan bidrage meget til holdet i morgendagens (aftenens, red.) kamp.