Joachim Löw tror på Sami Khediras VM-chance
Den tyske landstræner Joachim Löw har stadig fuld tiltro til, at Sami Khedira når at blive klar til sommerens VM-slutrunde i Brasilien.
Det fortæller han til TV-stationen Sky:
- I forhold til Sami har jeg en meget positiv fornemmelse, fordi jeg ved hvor hårdt han træner for at komme i form.
Joachim Löw slår samtidig fast, at han er i løbende kontakt med Sami Khedira, som blev alvorligt knæskadet i november måned i en venskabskamp mellem Tyskland og Italien og Löw betoner også vigtigheden af at have Khedira med til slutrunden.
Sami Khedira er også fortrøstningsfuld, men har dog et forbehold:
- Målet er at spille VM-slutrunden. Men jeg vil gerne kunne fortælle træneren, at jeg er i stand til at gå ind i nærkamps-situationer uden nogen form for frygt.
Sami Khedira træner i øjeblikket på Sicilien, men forventes at vende tilbage til Madrid i løbet af 14 dage, hvor han vil begynde at træne med sine holdkammerater og herefter være klar til at komme i kamp mod sæsonens slutning.