Xabi Alonso har straffesparks-udfordring

Xabi Alonso har rigeligt at arbejde med i forhold til at forbedre Real Madrid-holdet til den forestående sæson.

Et af de helt store problemer i sidste sæson var effektiviteten fra straffesparkspletten, hvor man i 19 forsøg formåede at brænde hele syv straffespark. Største synder var Mbappé med tre missede straffespark, mens Vinícius fulgte lige efter med to. Herudover var også Bellingham og Fede Valverde syndere, sidstnævnte med det brændte straffespark mod Al-Hilal, som teknisk set hører til sidste sæson.

På trods af, at Kylian Mbappé var manden med flest afbrændere, så fremstår han alligevel som den foretrukne straffesparksskytte til den forestående sæson. Dels er han generelt dygtig i disciplinen, dels har han med sin nyvundne status som holdets ubetingede stjerne og med 10-tallet på ryggen også fået en fordel i forhold til det hidtidige førstevalg, Vinícius, som lige nu befinder et niveau under franskmanden statusmæssigt.

Og er Xabi Alonso så den rette mand til at arbejde med denne problemstilling? Det er det store spørgsmål, for Bayer Leverkusen havde også store problemer fra 11 meter-pletten i sidste sæson, hvor Wirtz (2) og Boniface brændte halvdelen af holdets forsøg.

Seneste artikler...