Estadio Santiago Bernabéu med tre store udfordringer

Moderniseringen af Estadio Santiago Bernabéu er nu næsten færdig, men det har været en lang og snørklet vej og projektet er også endt med at blive næsten 3 gange dyrere end først planlagt.

Det skyldes dog først og fremmest, at man efterfølgende også fik indføjet i planerne, at græstæppet skulle kunne sænkes ned under stadion, så det kan bruges til andre formål. Og netop dette ”andre formål” er en af tre problemstillinger, som man fortsat arbejder på at få løst.

I efteråret sidste år blev man nemlig pålagt at stoppe al koncert-aktivitet på grund af støj-gener over for naboerne til Estadio Santiago Bernabéu og siden har man samarbejdet tæt med den engelske ekspertgruppe Arup om at få lavet støjdæmpende foranstaltninger, så man kan genoptage koncert-arrangementerne, som er en del af det forventede indtægtsgrundlag for Estadio Santiago Bernabéu.

En anden indtægts-kilde, som er stat på stand-by er den såkaldte Sky Bar, som er en kombineret restaurant og diskotek på de øverste etager af Estadio Santiago Bernabéu. Her havde man udliciteret opgaven om at drive Sky Bar til Anastacia Gourmet Hostelería, men de skal angiveligt have bedraget Real Madrid og en række investorer og derfor er Sky Bar ikke et aktiv for Real Madrid i øjeblikket. Omvendt beskylder Anastacia Gourmet Hostelería klubben for at lægge hindringer i vejen for, at de kan udføre deres arbejde og retten skal nu tage stilling til, om Real Madrid har ret til at tage licensen fra firmaet.

Endelig har man også et udestående omkring en 20.000 m2. stor underjordisk parkeringsplads med plads til omkring 2.000 biler i et projekt, som bystyret ville betale 561 millioner € for, men i september måned blev det projekt sparket til hjørne, da en domstol ikke mente, at der var offentlig interesse i projektet og den sag venter også på at blive endeligt afgjort.

Til gengæld er man langt i bestræbelserne på at vække liv i facaden på Estadio Santiago Bernabéu med lys og billeder/videoer. De første tests er foretaget, men der mangler endnu lidt inden man kan vise videoer. Planen er dog, at dette kan sættes i værk i løbet af den forestående sæson.

Seneste artikler...