Thiago Pitarch - Real Madrids egen Vitinha
Thiago Pitarch er på alles læber i disse dage. Efter en kometkarriere i løbet af foråret, hvor han i januar blev testet af Álvaro Arbeloa på Juvenil A-holdet og gjorde det så godt, at han blev en fast del, er han i løbet af sommeren blevet testet på Castilla-holdet.
Og på førsteholdet, hvor han sagtens kan tænkes at få meget mere spilletid i den forestående sæson. I weekenden var han med i træningskampen mod Leganés og scorede og i aften er han med i truppen mod WSG Tyrol med udsigt til at få spilletid også.
Men hvem er han, den 18-årige midtbanespiller?
Thiago Pitarch er født i den spanske enklave på det afrikanske kontinent, Ceuta, men har hele sin opvækst boet i Madrid. Han begyndte sin karriere i Atlético Madrid, hvor han ikke imponerede nogen og derfor røg han videre til Getafe. Her var han også konstant overmatchet og han blev derfor solgt videre til Leganés, hvor besværlighederne fortsatte for den unge spiller. Først i sin sidste sæson slog han igennem, hvilket fik Benfica og Sevilla til at vise interesse, men det blev Real Madrid, som løb med den 16-årige spiller, som blev en del af Juvenil C-holdet.
I La Fábrica var han heldig at støde på Álvaro Arbeloa, som sagtens kunne se talentet i den unge spiller og i januar 2025 fik han chancen på Juvenil A-holdet og imponerede så meget, at han resten af sæsonen var en del af holdet.
Da Arbeloa blev Castilla-træner var det naturligt at tage Thiago Pitarch med op og her nåede han også at imponere, inden førsteholdet kaldte og her har han deltaget i adskillige træninger under Xabi Alonsos ledelse og han kan være præcis den midtbanemand, som man har søgt efter med lys og lygte.
Thiago Pitarch sammenlignes i spillestil med Paris SGs Vitinha og naturligvis er der et stykke vej endnu op til portugiseren, men Thiago Pitarch har en stor arbejdsradius, kan benyttes på flere pladser og så er han teknisk fremragende og er rigtig god til at byde sig til over for sine holdkammerater, så de altid har et sted at aflevere bolden hen. Hans blik for spillet er også uovertruffent, så hans afleveringer er derfor oftest gode at arbejde videre med.
Den 18-årige spanske U-landsholdsspiller skal dog fortsat arbejde lidt med fysikken, men den del er der lagt en plan for via den fysiske træner, Ismael Camenforte.
Real Madrid arbejder i disse dage på at forlænge kontrakten med Thiago Pitarch, for mange klubber har naturligvis øje på stortalentet, som kan være tæt på at være endnu et La Fábrica-talent, som bliver en del af førsteholdet.

