Real Madrid sejrede 4-0 i sidste testkamp

Real Madrid viste periodevis rigtig flot spil, da man her til aften vandt med 0-4 i træningskampen mod WSG Tyrol.

Ganske vist var der tale om en præstation på en lidt billig baggrund, men man fornemmede alligevel, at Xabi Alonso er på rette vej med at få indført sin spillestil med et højt pres og det viste sig fra kampens start, hvor Real Madrid satte sig tungt på opgøret.

Arda Güler viste klasse og havde et skud på overliggeren inden Eder Militao kunne bringe Real Madrid foran på et hovedstød på et oplæg fra Brahim. Da var der spillet ti minutter. Få øjeblikke senere var der tyrkisk flødefod på oplægget til Kylian Mbappé, som viste stor træfsikkerhed.

Real Madrid var her, der og allevegne og i på et tidspunkt i første halvleg havde man haft bolden i 80% af tiden og boldbesiddelsen blev brugt til at vise, at Real Madrids indkøb er på øverste hylde, særligt fra de to spaniere, Huijsen og Carreras. Førstnævnte styrede forsvaret med stor sikkerhed, mens debuterende Carreras ejede venstrekanten og leverede en flot første halvleg.

Real Madrid foretog ingen ændringer i pausen og man kom også ud til anden halvleg og styrede opgøret med stor sikkerhed. Igen indledte Güler med at hamre et forsøg på overliggeren, denne gang på et frispark.

Efter en god times spil blev det 0-3 via et fransk samarbejde mellem Tchouaméni og Mbappé. Med en perfekt aflevering blev Mbappé spillet helt fri og han afdriblede målmanden, inden han let sendte bolden i det tomme mål.

Herefter foretog Xabi Alonso en række indskiftninger, som gav spilletid til blandt andre Alaba og Rodrygo og sidstnævnte kom også på måltavlen efter oplæg fra Mbappé og det var måske brasilianerens sidste mål i Real Madrid-trøjen.

Der blev ikke scoret mere i kampen, men der var flere gode muligheder for at have fået en endnu større sejr i den sidste testkamp, inden det går løs om en uge.

Seneste artikler...