Franco Mastantuono: Jeg bad selv om trøje nr. 30

Det var en stolt og glad fødselar i form af Franco Mastantuono, som i dag mødte spansk presse efter at være blevet præsenteret som ny spiller.

Her indledte han med at fortælle, at kontakten til Xabi Alonso var vigtig og afgørende om beslutningen om at skifte til Real Madrid:
- Jeg havde allerede snakket med Xabi, som kontaktede mig. Det var meget vigtigt for mig, at træneren viste mig den tillid. Det betød meget for mig, at han kontaktede mig på den måde, som han gjorde.

Herefter fortalte han om forholdet River Plate-Real Madrid:
- Min første drøm som fodboldspiller, jeg fik opfyldt, var at spille for River, som er den største klub i Sydamerika. Jeg har ikke haft det privilegium at se Di Stéfano spille, men mine bedsteforældre har fortalt mig om ham. Hvad han betød for fodbolden i hele verden og for Real Madrid er fantastisk. Det er en glæde at skifte fra River til den største fodboldklub i verden.

Undervejs i interviewet blev han også spurgt om, hvilken spiller han mener er den bedste i verden og her pegede han på sin landsmand Lionel Messi, men han slog hurtigt fast, at han er kommet til den spanske hovedstad for at skrive sin egen historie:
- Messi betød meget for Barcelona og for de argentinere, som så ham spille. Real Madrid er den største klub i verden og i historien. Jeg er kommet for at gå min egen vej og jeg ønsker frem for alt, at tilhængerne skal blive glade for de ting, som jeg laver på banen.

Og han fortsatte med at fortælle om de minder, han har om Real Madrid:
- Gennem hele min opvækst så jeg Real Madrid vinde masser af Champions League, det er mine minder og det er ret utroligt. Forhåbentlig kan jeg blive som nogen af alle dem, jeg så som dreng. Jeg har mange referencer, gennem alle årene har Real Madrid haft utrolige spillere, de bedste spillere i verden. Det er meget smukt at være i en klub som Real Madrid med alle de spillere, som har været her og som er her.

En af dem er Jude Bellingham, som Mastantuono har nået at hilse på:
- Jeg mødte Bellingham, da jeg skulle til lægetjek og han gav mig en fantastisk modtagelse. Han er en spiller, som jeg beundrer meget og jeg fik lejlighed til at tale med ham, jeg er meget taknemmelig.

Endelig fortalte han også, at det var hans eget valg at få trøje nr. 30:
- Jeg bad præsidenten om at få trøje nr. 30, det er et specielt nummer for mig. Det er det nummer, som jeg havde i River Plate og jeg havde en drøm om at fortsætte med at spille med det nummer. Heldigvis fik jeg lov til det.

Seneste artikler...