Referat: Real Madrid - Osasuna 1-0, LaLiga, 1. spillerunde
Real Madrid fik en fornuftig start på sæsonen, da man i går aftes vandt med 1-0 over Osasuna.
Sejren var fuldt fortjent, for der var kun et hold på banen til at spille fodbold og det var Xabi Alonsos tropper, som gennem samtlige 90 minutter havde et markant spilovertag.
Desværre udmøntede det sig kun i en enkelt scoring, som faldt lige efter pausen. Her blev der begået straffe mod Mbappé og det tog franskmanden sig selv af og omsatte det sikkert til scoring.
Kampen viste, at Xabi Alonso er rigtig godt i gang med at få implementeret genpres over hele banen og det fungerede rigtig godt hos alle mand. Til gengæld kneb det mere med at få noget ud af den store boldbesiddelse og her gik det simpelthen for langsomt. Og så hjalp det naturligvis ikke, at Arda Güler og Brahim valgte at have en af deres mere anonyme dage.
Til gengæld ser det ud til, at Vinícius og Mbappé er ved at finde hinanden i det indbyrdes samspil. I første halvleg gled brasilianeren forbi sin modstander i venstre side og sendte bolden skråt bagud til Mbappé, som desværre fik misset det store tilbud. Mbappé var den bedste af de to, men kampen viste, at Vinícius arbejder godt, både defensivt og offensivt. Og så var det meget begrænset med brokkeri fra brasilianeren. Kun da dommerens fløjte forblev tavs efter at han var blevet stemplet over foden, var der lige antydningen af brokkeri, men det blev holdt på et fornuftigt niveau og det var helt fair at brokke sig over det manglende frispark. Det var nemlig et af dem, som kun de spanske dommere ikke kan se.
Xabi Alonso foretog ingen ændringer i pausen, men har sikkert pointeret lidt om øget intensitet, for der var mere energi i holdet fra anden halvlegs start, som altså blev indledt med Mbappés straffesparks-scoring.
Det tvang Osasuna lidt længere frem på banen, hvilket gav Real Madrid lidt mere plads til at kombinere og en enkelt gang gav det også Arda Güler lejlighed til at sende et nærgående langskud afsted.
Efter 68 minutter kom de første udskiftninger. Trent og Brahim blev taget ud efter et par anonyme indsatser og ind kom Carvajal og Franco Mastantuono og det leverede begge gode indsatser. Carvajal viste, at han ikke er bange for at gå ind i nærkampe og argentineren kom ind og gik godt med i samspillet og han var endda tæt på at komme på måltavlen sidst i kampen, da han fik en fin aflevering fra indskiftede Gonzalo, som afløste Vinícius 12 minutter før tid.
Gonzalo var også impliceret i udvisningen af Abel Bretones, som helt umotiveret valgte at brage hensynsløst ind i Real Madrid-angriberen i en hurtig omstilling, hvor bolden var et helt andet sted end hos Gonzalo.
Mere skete der ikke i opgøret og Xabi Alonso kunne dermed notere sig sin første sejr i en officiel kamp som træner for Real Madrid.
Kampens spiller: Mbappé. Viste, at han er klar til sæsonen med flere gode aktioner. Et andet bud er Dean Huijsen, som bare er en kæmpe gevinst i forsvaret.
Kampens badebold: Trent. Der går rygter om, at han er bedre end Lucas Vázquez. I går var han i hvert fald mere anonym. Brahim skal også finde niveauet, hvis ikke han skal tilbringe størstedelen af tiden på bænken.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Der er fortsat masser at arbejde med for Xabi Alonso, men det så rigtig fornuftigt ud med genpresset og resten må komme hen ad vejen. På papiret har Real Madrid et overkommeligt startprogram og det er nok meget godt i denne opbygningsfase.
