Marcelo: Vi får at se, om træerne kommer til at brænde
Real Madrids brasilianske venstreback var glad for at gøre comeback i lørdagens 4-0 sejr over Osasuna. Her startede den 25-årige brasilianer inde for første gang, siden han blev skadet i slutningen af marts.
Hjemme på Estadio Santiago Bernabéu mod Osasuna nettede Ronaldo to gange, Ramos fulgte op og Carvajal lukkede og slukkede til slutresultatet.
Der gik ikke langt tid efter, at dommer Teixeira Vitienes havde fløjtet kampen af, før al fokus blev rettet mod tirsdagens vigtige semifinale-returopgør på Allianz Arena mod Bayern München i Champions League.
Marcelo nægtede efter kampen at tale om sin egen præstation, men han gav udtryk for sin begejstring for de 3 points.
- Vi er gode. Nu må vi tænke på at hvile og restituere og fokusere på den vigtige kamp på tirsdag.
- Den næste kamp er altid den vigtigste, og det er sådan, vi altid ser på det. Vi har en chance for at komme i finalen. Vi bliver nødt til at være afslappede og vise ydmyghed, når vi går ind til kampen. Vi skal vise vores modstander respekt. Vi får at se, om træerne kommer til at brænde eller ej, fortalte den brasilianske landsholdsspiller ironisk som modsvar til Carl Heinz Rummenigges påstand om, at træerne kommer til at brænde i München på tirsdag.
Om sin skade og udsigten til spilletid:
- Jeg var opsat på at blive klar og vende tilbage på banen igen. Jeg ønskede at hjælpe, og takket være Gud har fysioterapeuterne og lægerne hjulpet mig, så jeg nu er 100 procent klar igen.
- Når jeg er klar til kamp, og træneren ikke vælger mig, er det normalt, at jeg ikke er glad. Jeg ønsker at spille. Træneren bestemmer, og jeg er klar til at spille så mange kampe som muligt.
