Mendy og Endrick nærmer sig comeback – dobbelt boost for Xabi efter landskampspausen

Hvis man er typen, der har savnet at se Endrick og – for inklusionens skyld, om ikke andet – Ferland Mendy på banen for Real Madrid, ser ventetiden nu ud til at nærme sig sin afslutning.

Klubbens officielle TV-kanal udsendte for nyligt træningsklip fra Valdebebas, hvor begge de langtidsskadede spillere kombinerer fysisk arbejde og øvelser med bold.

Det er naturligvis en positiv nyhed for Xabi Alonso, der kan få to – eller måske nærmere halvanden – potentielt vigtige brikker tilbage efter landskampspausen forud for kampen mod Real Sociedad på Reale Arena den 13. september.

Dér slutter nyheden – herunder kan du få repeteret lidt baggrundsinfo:

Endrick har været ude af Real Madrid-truppen af to omgange siden 18. maj, hvor han pådrog sig en baglårsskade i 2-0-ligasejren mod Sevilla og måtte udskiftes efter en lille times spil.
Brasilianeren fik så et tilbagefald omkring 23. juli under sommerens USA-træningslejr i forbindelse med VM for klubhold, som han ellers skulle have spillet – en ærgerlig fødselsdagsgave for den unge angriber, der fyldte 19 år to dage forinden, og vel stadig mangler at få sit gennembrud i den spanske hovedstad.

Skaden – og Kylian Mbappés maveproblemer – gav dog en uventet mulighed til Gonzalo Garcia – 'and the rest is history', som man siger.

Disse to skader er Endricks eneste, siden han skiftede fra hjemlandets Palmeiras til Real Madrid sidste sommer, og han har samlet været ude i 90 dage og har misset 11 kampe for Los Blancos i løbet af sin tid i klubben.

Anderledes ser det ud for hårdtprøvede Ferland Mendy...

Venstrebacken blev alvorligt skadet i Copa del Rey-finalen mod Barcelona den 26. april, hvor han kun nåede at få knap ti minutter på banen, og tre dage senere bekræftede Real Madrid en seneruptur i højre lår i den officielle lægerapport, inden klubben den 30. april oplyste, at Mendy var blevet opereret.
På daværende tidspunkt havde den nu 30-årige franskmand i forvejen døjet med en baglårsskade i halvanden måned – hans tredje skade i 2024-25-sæsonen – og blev først meldt 'klar' til at spille i ugen op til finalen; endnu en klar fejlvurdering blandt mange af klubbens lægestab henover de seneste sæsoner.

Siden da har den skadesplagede Mendy, der kom til klubben som et Zidane-indkøb i 2019 og så sent som sidste år blev kaldt 'verdens bedste defensive back' af Carlo Ancelotti, været ude af truppen – senest med en ny, mindre lårskade, der opstod for to uger siden.
I løbet af sin tid i Real Madrid har den til tider stærkt kritiserede men også mildt sagt uheldige Mendy haft 17 forskellige skader, siddet ude i 582 dage og misset 85 kampe.

Seneste artikler...