Trent: Du mærker vægten af Real Madrid-trøjen - og det får dig til at give alt!

Trent Alexander-Arnold blev for nyligt interviewet til magasinet GQ, hvor han satte ord på sit højtprofilerede sommerskifte til Real Madrid, Bellinghams indflydelse og livet på Bernabéu – og om hvorfor der fremover blot vil stå 'Trent' på hans trøje.

Hans beslutning om at skifte til Madrid:
"Liverpool gjorde mig til den, jeg er. Først og fremmest handlede skiftet om ambition og et personligt ønske om forandring – at udfordre mig selv i et nyt miljø.
Selvfølgelig er Real Madrids arv ubestridelig, men mere end det var det ambitionen og lysten til at prøve mig selv af i en ny kontekst, der tiltrak mig.
At forlade Liverpool var en af de sværeste beslutninger i mit liv. Klubben er mit hjem og den gjorde mig til den, jeg er, men Madrid føltes som det rigtige skridt på det rigtige tidspunkt.
Det er en udfordring, men en udfordring jeg byder velkommen. Bernabéu er helligt, og du mærker vægten af den hvide trøje, men det er netop det, der får dig til at give alt!"

Jude Bellinghams rolle i skiftet:
"Ja, jeg har talt med Jude et par gange – vi har kendt hinanden længe fra landsholdet. Han havde kun godt at sige om klubben og miljøet."

Skiftet fra Premier League til LaLiga:
"Tempoet og stilen er anderledes, men det er det, der begejstrer mig.
Jeg glæder mig til at prøve mig selv af i det miljø.
Selvfølgelig er det anderledes, men det er præcis det, der motiverer mig: At bevise mig i LaLiga og præge en æra i Madrid."

'Trent' på Real Madrid-trøjen:
"Ja, der kommer kun til at stå 'Trent'. I Europa var der mange, der blev forvirrede over mit navn; nogle kaldte mig Alex, andre Arnold... så jeg gjorde det enklere. Kald mig Trent!"

For Real Madrid er udmeldingerne – som naturligvis kommer i et mikrofonholder-interview, hvor emnerne og spørgsmålene givetvis er forhåndsgodkendt af kongeklubbens PR-/markedsførings-/kommunikationsafdelinger, og som på ingen måde skulle have en kritisk vinkel eller skabe antydningen af negative overskrifter – god læsning:
Helt som ventet er 26-årige Alexander-Arnold en rutineret vinderprofil, der trives med presset fra Bernabéu og som aktivt søger at forme en æra i Madrid. Samtidig italesættes kemien med Bellingham som en vigtig faktor, der sikrer hurtig integration i truppen – både på og uden for banen.
Dermed passer højrebacken ikke overraskende perfekt ind i den kultur, Real Madrid dyrker, som lægger vægt på ambition og lysten til at tage ansvar, og mere end antyder, at hvis han rammer sit topniveau i sine nye, spanske rammer, har Xabi Alonso fået endnu en stjerne i truppen – og en spiller, der kan bære vægten af trøjen.

Så skal vi bare lige have ham op i omdrejninger i virkeligheden...

Seneste artikler...