Xabi skal have Plan B klar: Hårdt kampprogram venter frem mod El Clásico
Selvom fornemmelsen omkring Xabi Alonsos mandskabshåndtering måske nok er, at han roterer spillerne mere end sin forgænger, Carlo Ancelotti, peger den statistiske pil ikke entydigt i dén retning – endnu!
Tre kampe inde i sæsonen har den nytiltrådte træner således holdt sit Real Madrid-mandskab skarpt og smalt, og en kerne på omkring 15 spillere har båret læsset, mens Bellingham, Endrick, Camavinga og Mendy har været fraværende med skader.
I løbet af de første 270 La Liga-spilleminutter er 17 af truppens 25 spillere således blevet brugt; Fem har fået fuld spilletid (Courtois, Carreras, Huijsen, Tchouaméni og Valverde – Mbappé har spillet 267 og Güler 236) mens Militão og Rüdiger på skift har haft ‘vagten’ ved siden af Huijsen i midterforsvaret, mens Trent og Carvajal har fordelt højre back-minutterne næsten ligeligt mellem sig.
Kanterne har vekslet mellem Rodrygo/Vinícius til venstre og Brahim Díaz/Mastantuono til højre, mens Gonzalo García og Dani Ceballos runder listen af med hhv. 29 og 22 minutter.
Dét billede bør dog ændre sig i den kommende periode – ikke kun fordi de fire tidligere nævnte spillere efterhånden vender tilbage fra deres skadespauser, eller fordi man må forvente, at Real Madrid vil have nemmere ved at kontrollere kampe i takt med at Alonsos vision og taktiske tiltag instinktivt kommer til udtryk på banen, men også fordi der venter et hårdt kampprogram i den nærmeste fremtid!
Fra midten af september til El Clásico den 26. oktober vil en række Real Madrid-profiler således potentielt skulle 12 kampe på 44 dage, inklusive landskampe:
Kampprogram:
(Dato – turnering – kamp)
13/9 – Liga – Real Sociedad–Real Madrid
16/9 – CL – Real Madrid–Marseille
20/9 – Liga – Real Madrid–Espanyol
23/9 – Liga – Levante–Real Madrid
27/9 – Liga – Atlético–Real Madrid
30/9 – CL – Kairat–Real Madrid
5/10 – Liga – Real Madrid–Villarreal
9-14/10 – VM-kval – 2 kampe
19/10 – Liga – Getafe–Real Madrid
22/10 – CL – Real Madrid–Juventus
26/10 – Liga – Real Madrid–Barcelona.
Det er dén komprimerede kalender med en kamp hver 3,7 dage, der tvinger døren op for Ceballos, Alaba, Fran og Gonzalo García – og for den sags skyld Asencio, Lunin og Endrick – hvis Barcelona-kampen skal nås med friske ben og skarpe hjerner.
Da han efter Mallorca-kampen i forrige uge blev spurgt om flere spilleminutter til Fran García, der imponerede under sommerens VM for klubhold, lagde Xabi Alonso da også ‘spillerkortene’ på bordet med hensyn til sin rotationspolitik:
“I næste blok starter vi Champions League, og vi skal finjustere tingene. Det er ikke let; jeg har talt med Fran, og han er klar. Nu går vi ind i næste fase med midtugekampe stort set frem til december, og alle ved det: Fran (García), Raúl (Asencio), David (Alaba)… dem, der ikke har deltaget. Til sidst er det svære beslutninger for træneren, men hos Fran ser man altid professionalisme og attitude. Det giver mig vished om, at når han bliver nødvendig, vil han være godt forberedt.”
Trænerens løfte om meningsfulde minutter til marginalspillerne er ikke et spørgsmål om kosmetik og blød, Ancelotti-agtig ledelse, men ren logik og nødvendighed.
Derfor er det nu, vægelsindede Ceballos skal vise sin træner, at han kan være mere end en mellemregning på midtbanen; Med en Camavinga og en Bellingham, der skal ‘doseres’ tilbage på holdet, er hans vindue åbenlyst, og han skal være klar til at give Valverde eller Güler et pusterum uden at sænke tempoet i maskinrummet, selvom han på papiret må være nummer seks ud af seks i kampen om midtbane-minutter.
Lidt længere bagude kan Alaba nok komme i spil til en atypisk rolle som backup for Tchouaméni i 6’er-positionen, hvis Asencio står foran ham i køen til afløserminutterne i det centrale forsvar. Det kræver timing og disciplin i et rum, hvor små fejl bliver dyre – men det er netop i de 'mindre’ kampe mellem CL-opgør, Derbis og Clásicos, at østrigerens erfaring kan komme i spil; forhåbentlig uden at koste for meget.
Længere fremme er casen Gonzalo lige så enkel som den er ubarmhjertig; han var den helt store Los Blancos-oplevelse ved klub-VM, men når Mbappé spiller – og Real Madrid ikke skal jagte en scoring – er der sjældent mange minutter at fordele på spidsangriber-positionen. I et tætpakket 12-kamps stræk kommer de dog, og det må gerne ske tidligere end senere, hvis han skal kunne bevare rytmen i samspillet med resten af holdet!
Og Endrick... Ja, han er der jo også, og må vel betegnes som en ren X-faktor i denne sæson efter et uforløst første års tid i klubben, hvor han har savnet kontinuitet i både muligheder og præstationer. X som i Xabi...?
På venstre back har Carreras lagt beslag på pladsen med stærke præstationer (og mindeværdig mållinje-akrobatik), men med både Fran García på spring og Mendy i skjul (men måske på vej ind i kampen) vil Xabi være tvunget til at vælge ud fra belastning – ikke kun form.
