Real Madrid Femenino sikrede sig godt udgangspunkt i CL-kvalifikation
Real Madrid Femenino sikrede sig et godt udgangspunkt til returkampen i Champions League-kvalifikationen, da man i går slog Frankfurt med 1-2 på udebane.
Det var en aften i skandinavernes tegn, hvis man ser på målene for Real Madrid Femenino, for svenske Filippa Angeldahl lagde ud med at score til 0-1 efter 13 minutter, da hun resolut flugtede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet og efter 35 minutter var det danske Signe Bruun, der viste evner som målræv, da hun stod godt placeret efter et hjørnespark og hamrede en nedfaldsbold i nettet.
Lige inden pausen nåede Anyomi først på et indlæg og fik headet bolden ind bag en fremstormende Frohms, som ikke så alt for godt ud i situationen.
Hos Real Madrid Femenino var også colombianske Linda Caicedo fremtrædende med flere gode forsøg, men der blev ikke scoret mere i kampen.
Returkampen spilles på torsdag kl. 20.00 på Estadio Alfredo di Stéfano.
Real Madrid Femenino: Frohms, Shei, Lakrar, M. Méndez, Yasmim (Holmgaard, 85´), Toletti, Angeldahl (Bennison, 85´), Däbritz (Weir, 75´), Athenea (Feller, 57´), Linda C. (Eva Navarro, 75´) og Bruun.
