Referat: Real Madrid – Villarreal 3 – 1, LaLiga, 8. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid overnattede på førstepladsen i LaLiga, efter man lørdag aften slog nummer tre, Villarreal, med 3-1 hjemme på Bernabéu.

 

Real Madrid satte sig tidligt i kampen på spillet, og selvom vi skulle frem til anden halvleg for at finde første mål, var der også godt med chancer i første. Den første kom omkring ni minutter, da Güler sparkede over efter kombinationer med Mbappé, men også Tchouaméni havde to store chancer ved bagstolpen efter skarpe indlæg fra Vinícius og Mastantuono. Sidstnævnte var også to gange tæt på at åbne målscoringen, hvor især hans første chance, hvor Mbappé spillede ham helt fri omkring straffesparkspletten, burde være omsat til mål.

Men som vi allerede nu kender den unge argentiner, slog det ham ingenlunde ud af kurs, og han spillede generelt en flot og aktiv kamp, hvilket også afspejles i, at både Güler og Ceballos blev pillet ud før ham.

Der skal også lyde stor ros til et andet nyindkøb, Huijsen, der trods sin afmålte facon ikke er bleg for at gå aggressivt ind i sine mange veltimede indgreb, hvilket var stærkt medvirkende til, at Villarreal havde store problemer med at stykke spillet sammen. Efter 40 minutter fik de dog deres største chance i første halvleg, da Oluwaseyi havde farten til at komme mellem Huijsen og Militão, men heldigvis stod verdens bedste keeper dernæst klar til at tage sig af forsøget.

Første halvleg sluttede målløst, men der skulle kun gå to minutter i anden, før en dejlig veloplagt Vinícius skaffede føringen, da han via en afretning på Comesaña fik sparket bolden i nettet. 20 minutter senere var brasilianeren på spil igen, da den tidligere Castilla-spiller Rafa Marín fejlvurderede Vinícius’ fart og derfor gik for hårdt til ham og begik straffespark. Vinícius fik noget overraskende lov til selv at sparke det, og selvom det langt fra var overbevisende eksekveret, strøg bolden i mål til 2-0.

Bellingham havde sin bedste præstation i sæsonen hidtil, og englænderen var kort efter tæt på at score to gange efter hinanden, men i stedet fik Villarreal en helt unødvendig reducering, da indskiftede Mikautadze fik lov at stå helt umarkeret på kanten af feltet og resolut sparke bolden i kassen. I situationen er det ikke til at forstå, at Camavinga har stillet sig ind på linje med centerbackerne, og generelt er der tale om dårlig kommunikation i Real Madrid-forsvaret.

Men heldigivis havde Vinícius gang i en af de kampe, hvor han afgør det hele på egen hånd, og få minutter efter, i det 77. minut, trak han det gule kort nummer to på Mouriño, så Real Madrid nu bare skulle køre føringen i hus mod ti mand. Vinícius fik også et par gode muligheder for at lave hattrick, men i stedet cementerede Mbappé sejren, efter Bellingham havde vundet bolden højt på banen, så franskmanden i samarbejde med Brahim kunne score til slutresultatet 3-1.

Mbappé kom til skade i selve målscoringen og måtte lade sig udskifte, men umiddelbart så det ikke alvorligt ud, og måske vi endda kan være heldige, at han så slipper for landsholdspause.

Kampens badebold: Ceballos får den i dag. Lidt for mange unødvendige fejl tidligt i kampen og ellers ikke det store aftryk på opgøret.

Kampens spiller: Vinícius. To mål, et vundet straffespark og et trukket rødt kort. Mange kampafgørende aktioner, som når vi kender ham bedst.

Perspektiver mod kommende kampe: Selvom Derbi-nederlaget stadig spøger, er det godt at få det lidt på afstand her op til landskampspausen med en god og sikker sejr mod et ellers godt kørende Villarreal-hold. Og når vi kommer tilbage fra pause, må vi være klar til se Bellingham komme ind på holdet for alvor. Det bliver spændende!

Seneste artikler...