Sidste-øjebliks scoring holder liv i Real Madrids titeldrømme
Real Madrids spillere fik sig en lidt uventet gave tidligere på dagen, da Atlético Madrid tabte deres udebane-opgør mod Levante med 2-0 og dermed kunne en sejr for alvor bringe Ancelottis tropper tilbage i kampen om mesterskabet.
Opgøret blev dog indledt med et minuts stilhed for Dani Carvajals bedstefar, som afgik ved døden tidligere på ugen, hvilket en tydeligt rørt Carvajal ikke kunne lægge skjul på.
Real Madrid satte sig fra start på opgøret og efter blot tre minutters spil blev Cristiano Ronaldo spillet helt fri, men portugiseren havde endnu ikke skudt sig varm i opgøret.
Valencia fik afværget det værste Real Madrid-stormløb og kom bedre med i kampen og det kunne have været skæbnens ironi, hvis en tidligere spiller i klubben, skulle have givet hjemmeholdet et tilbageslag i bestræbelserne på at nå med helt frem og heldigvis tog Dani Parejos hovedstød da også overliggeren via Diego López´ afværgende hånd.
Det burde egentlig have været en øjen-åbner for Real Madrid, men spillet var for nervøst og usammenhængende og i front var det ikke til at se, at holdet før kampen stod for 150 mål og så går det, som det går, når man ikke er klar til kamp og kort før pausen var det fortjent Valencia som kom foran, da Mathieu fik lov til at stå umarkeret bag en sprællende Marcelo og let kunne heade bolden i mål.
En skræmmende dårlig første halvleg, hvor der ikke er ros til nogle af spillerne overhovedet.
Fra anden halvlegs start kom Di María på banen i stedet for Illarramendi, som ikke fik det store ud af sin chance på den centrale midtbane og det var en indikation på, at der naturligvis skulle reageres på den svage første halvleg.
Real Madrid kom da også på banen med langt større intensitet og vilje til at sætte sig igennem og Di María viste så meget vildskab, at han fik tilranet sig en advarsel for brokkeri over et manglende straffespark, da hans indlæg ramte en Valencia-spiller.
Det blev da heller ikke ved med at gå for Valencia og efter knap en times spil var det verdens målfarligste forsvarer, Sergio Ramos, som scorede sit fjerde mål i de tre seneste kampe til udligning. Det skulle dog blive en kortvarig glæde, for Dani Parejo fik indstillet sit sigtekorn og så kunne han bringe Valencia foran blot fem minutter senere, da Bale ikke var opmærksom nok på Valencias opspil.
Ancelotti foretog en ny indskiftning, da Casemiro kom på banen i stedet for Isco. Ikke en specielt offensiv indskiftning, men på den anden side havde Isco heller ikke bidraget med noget som helst.
Casemiro fik dog heller ikke bidraget med det store og derfor blev det hele lagt over på Morata, som kom på banen i stedet for en skuffende Benzema, som dog ikke gjorde det så meget værre end mange af sine holdkammerater.
Valencia har det ikke godt med dommerens tillægstid, for to minutter inde i denne, fik Cristiano Ronaldo endelig sat et ben rigtigt i kampen, da han med hælen udlignede til 2-2 og dermed fik man afværget, at mesterskabschancen blev spillet over til Barcelona, men spændingen er nu nærmest ulidelig i toppen af den spanske liga.
Kampfakta:
Real Madrid – Valencia 2-2 (0-1)
0-1 Mathieu (43.)
1-1 Ramos (59.)
1-2 Parejo (64.)
2-2 Cristiano Ronaldo (92.)
Tilskuere:
Dommer: Clos Gómez
Gule kort: Di María (Real Madrid), Keita, Feghouli (Valencia)
Røde kort:
Real Madrids hold: Diego López, Carvajal, Varane, Ramos, Marcelo, Illarra (Di María, 46. min.), Xabi Alonso, Isco (Casemiro, 71. min.), Bale, Cristiano Ronaldo, Benzema (Morata, 83. min.).
Valencias hold: Diego Alves, Bernat, Mathieu, Costa, Pereira, Keita, Fuego, Vargas (Barragán, 95. min.), Parejo (Vezo, 89.), Feghouli, Alcácer (Jonas, 66. min.).
