Referat: Real Madrid - Juventus 1-0, Champions League, 3. kamp

Real Madrid fik den tredje sejr i lige så mange mulige, da man i går i Champions League vandt 1-0 hjemme over Juventus.

 

Men bortset fra de tre points var der meget lidt at glæde sig over, for vidste man ikke bedre, skulle man tro, at det fortsat var Carlo Ancelotti, der stod på sidelinjen og Xabi Alonsos ideer fortoner sig efterhånden i det mørke.

Gårsdagens kamp kom til at forløbe præcis som en stor del af CL-kampene sidste år, hvor man slet ikke var klar fra start og overlod en stor del af spillet til Juventus, som i kampens indledning kom frem til flere gode forsøg og midtbanen fik slet ikke sat det genpres ind, som ansættelsen af Xabi Alonso ellers skulle borge for.

Som halvlegen gik, fik Real Madrid bedre fat og i den sidste halvdel var man ganske toneangivende og kom også frem til flere forsøg, som med lidt større præcision kunne have givet føring, men holdene gik til pausen med 0-0.

Man havde håbet, at Real Madrids spillere tog den gode afslutning på første halvleg med ud til anden halvleg, men som nævnt ligner man sidste års Real Madrid og igen kom man skidt ud til kampen og gav store chancer væk, blandt andet en friløber til Vlahovic, som dog afsluttede svagt på en storspillende Courtois. Real Madrid blev ofte overspillet på back-positionerne, hvor både Fede Valverde og Carreras for nemt blev fanget for langt fremme på banen og dermed efterlod en motorvej, som Militao og Asencio skulle rydde op efter dem.

Som så ofte før blev det en individuel præstation fra Real Madrid, som førte til scoring. Efter 57 minutters spil, lavede Vinícius besnærende ting i venstre side af straffesparksfeltet, hvor Juventus-forsvaret blev rundtosset og til sidst kunne se brasilianeren sparke på stolpen, men Jude Bellingham var lynhurtigt over riposten og fik sendt bolden ind bag en dygtig Di Gregorio.

Scoringen skulle egentlig have været en forløsning for Real Madrid, men man er som nævnt sidste års Real Madrid og derfor endte det i en kaotisk afslutning, hvor Juventus igen overtog teten og godt kunne have fået en udligning med hjem, selv om Real Madrid også havde et par nærgående forsøg fra Mbappé.

Fra bænken var Xabi Alonso en ung udgave af Carlo Ancelotti og tøvede længe med at foretage sine indskiftninger, som måske kunne have givet lidt fornyet energi, men sejren blev hevet hjem med hiv og slæb.

Kampens spiller: Courtois. Flere helt afgørende redninger på vitale tidspunkter.

Kampens badebold: Xabi Alonso. I går kunne man ikke se hans ideer og Real Madrids spil var en tro kopi af sidste år. Og så har han – som Ancelotti – en række spillere til rådighed, som tilsyneladende skal tilbringe sæsonen med at rådne på bænken.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: 11 sejre i 12 mulige, så burde alt jo være godt. Men man sidder ikke med en tryg fornemmelse forud for El Clásico på søndag.

Seneste artikler...