Real Madrid vil ikke straffe Vinícius – El Clásico-episoden ses som et lukket kapitel

Vinícius Juniors aldeles uklædelige raseri ved udskiftningen i søndagens El Clásico bliver ikke mødt med en bøde eller disciplinære tiltag fra Real Madrid.

Klubben betragter således hændelsen som et internt anliggende, der udelukkende håndteres af Xabi Alonso og resten af omklædningsrummet, og Real Madrid understreger, at situationen allerede blev afsluttet efter slutfløjtet, hvor Vinícius og Alonso krammede og fejrede sejren sammen med resten af truppen.

Det betyder dog ikke, at man internt bifalder brasilianerens pinlige opførsel, og i Valdebebas mener man, at udbruddet var “unødvendigt”, og at Vinícius – som nummer tre i anfører-hierarkiet – bør være et forbillede.

“Vi håber, han lærer af episoden,” lyder meldingen.

Xabi Alonso har annonceret, at han vil tale direkte med Vinícius om sagen, og dén – forhåbentligt alvorlige – samtale forventes at finde sted, når spillerne vender tilbage til træning onsdag efter to dages velfortjent pause.

For Real Madrid handler sagens efterspil tilsyneladende ikke om straf, men om at sikre, at anførerens rolle også indebærer ansvar og eksemplets magt, hvilket desværre stadig til tider er et problem at leve op til for Los Blancos’ nummer 7.

Seneste artikler...