Optakt Valladolid-Real Madrid: Tre point eller farvel til mesterskabet
Efter den halvsløje indsats i søndagens hjemmekamp mod Valencia og det deraf dumme pointtab, er der kun én ting der tæller når Ancelottis tropper løber på banen på Municipal José Zorilla i aften: en sejr!
Selvom Real Madrid havde adskillige flere målchancer end Valencia var de offensive kræfter usædvanligt uskarpe og det skal der strammes op på i aftenens kamp, som byder på flere udskiftninger og et glædeligt "gensyn".
På mål er Iker Casillas nemlig tilbage mellem stængerne efter et Liga BBVA-fravær på 473 dage.
Faktisk skal man tilbage til d. 13 januar 2013, hvor Real Madrid vandt 5-0 på Mestalla, for at finde klubikonets seneste optræden i liga sammenhæng. På højreback forventes det, at Nacho får en startplads på bekostning af Carvajal, der ikke er kampklar efter et slag i seneste hjemmekamp. Dog skal det siges til Nachos forsvar, at den unge spanier har gjort det ganske glimrende i de indhop han har fået i løbet af sæsonen. På venstrebacken er Fabio Coentrão nok engang foretrukket for Marcelo og så forventes det også at Luka Modric er tilbage på midtbanen i stedet for Illarramendi, der langt fra havde sin bedste optræden i søndags på Bernabeu. I den anden side er der blevet plads til Isco i stedet for Di María, der er rykket helt frem i forreste geled sammen med Ronaldo og Benzema, i det Gareth Bale ikke er blevet klar.
Hjemmeholdet, der huserer ca. 200 kilometer nordvest for den spanske hovedstad, kæmper en hård kamp mod en håndfuld andre La Liga mandskaber om at undgå nedrykning. Pt. hænger man gevaldigt med en vis legemsdel i vandskorpen og kun en bedre målscorer end Getafe gør, at Valladolid ligger på den rigtige side af stregen. Det kommer dog ikke som en stor overraskelse, hvis
man kigger på holdets præstationer i de seneste fem kampe. Her har de lilla-stribede kun formået at score sølle tre gange, hvor Real Madrid til sammenligning har nettet hele 13 gange. Dog må det forventes, at hjemmeholdet vil ofre en del blod, sved og endda tårer for at få krammet på hovedstadsholdet og dermed tage en stor skalp i den videre nedrykningskamp.
Alt andet end en sejr til Real Madrid betyder med al sandsynlighed, at man må vinke farvel til det spanske mesterskab, så nok engang er der blot at sige: Hasta el final – Vamos Real!
Det er Gil Manzano, der passer fløjten i aftenens kamp, hvor der er kick-off i det spanske kl. 21.00 og (HELE) kampen kan ses på 6'eren.
Real Madrids forventede opstilling: Casillas – Nacho – Pepe – Ramos – Coentrão
– Modric – Xabi Alonso – Isco – Di María – Benzema - Ronaldo
