Referat: Liverpool - Real Madrid 1-0, Champions League, 4. runde
Real Madrid leverede sæsonens absolut værste præstation, da man i går tabte 1-0 på udebane mod Liverpool i Champions Leagues fjerde runde.
Før kampen gjorde Xabi Alonso et stort nummer ud af, at man ville blive i den spanske hovedstad og forberede sig. Det står hen i det uvisse, hvad man egentlig havde forberedt, for bortset fra Courtois og til dels Eder Militao spillede de resterende ni en aldeles rædderlig omgang fodbold.
Liverpool lagde bedst ud, men i lange perioder formåede man at holde englænderne fra farlige chancer. Kun når en svagt spillende Dean Huijsen gik alt for overilet ned i tacklinger og skabte større problemer end han løst, kom Liverpool frem til noget farligt, men man kan takke Thibaut Courtois for, at man kunne gå til pausen med 0-0, for der havde været masser af forsøg – hovedsageligt fra distancen – til at komme foran.
Xabi Alonso formåede ikke at forklare sagens alvor i pausen, for spillerne kom ud og leverede en endnu dårligere anden halvleg end første halvlegs ørkenvandring og Liverpool fik endnu en stor chance ved Van Dijk, som Courtois tog sig af.
Men det skulle og kunne naturligvis ikke blive ved med at gøre godt og efter en times spil, kunne en af banens mindste spillere, MacAllister, heade hjemmeholdet foran i helt fri position.
I banens anden ende havde samtlige spillere en decideret dårlig dag på kontoret og man kan undre sig dybt over, at Xabi Alonso tager Vinícius Junior ud i en kamp, hvor han rent faktisk spiller godt og så lader ham spille 90 minutter i en kamp, hvor han er helt og aldeles elendig. Han blev bare en lille hapser på Bradleys tagselv-bord.
Indskiftningerne af Trent, Rodrygo og Brahim gjorde intet godt for holdet. Førstnævnte var først lige kommet tilbage fra sin skade og blev mødt af et respektløst og skamløst publikum, som piftede ad ham hver eneste gang, han modtog bolden. De to andre er reduceret til kegler uden selvtillid og uden vilje og evne til at sætte sig igennem og derfor blev det endnu en skuffende aften i Europa.
Kampens spiller: Courtois. Viste igen, at han er verdens med afstand bedste målmand. Der er ikke engang nogen, som er tæt på hans niveau.
Kampens badebold: Den lå længe til Dean Huijsen, som spillede som en hovedløs kylling, men Vinícius imponerede negativt i anden halvleg ved bare at være pisseirriterende at se på med hans ligegyldige forsøg på at afdrible modstandere og ved at pive som en kælling ved den mindste berøring.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Som udgangspunkt skal man kunne leve med at tabe en udebanekamp til Liverpool, men det var mere måden, som det skete på. Der var ingen vilje, der var ingen omtanke og der var ingen stolthed.
