Rodrygo uden mål i støvlerne i 8 måneder
Rodrygo kom ind fra bænken og leverede et fesent indhop imod Liverpool i går aftes, og dermed endte brasilianeren med at gå fra banen, præcis som han har gjort i hver Real Madrid-kamp siden den 4. marts; nemlig uden at have fået bolden i kassen.
Det er nemlig otte måneder siden, at Rodrygo sidst scorede i en officiel kamp for Real Madrid (han kom dog på tavlen i en venskabskamp i sommer), eftersom hans flotte kasse imod Atlético Madrid i Champions League i sidste sæson var sidste gang, at han havde Real Madrid-mål i støvlerne.
For Brasilien har han dog lynet, men i Real Madrid-regi er han altså inde i lidt af en tørkeperiode, hvilket naturligvis også hænger sammen med, at han er åbenlyst andetvalg efter Vinícius på venstrekanten og altså ikke længere slipper afsted med sin anonyme forvaltning af højrekanten som under Carlo Ancelotti.
I denne sæson har han spillet 12 kampe, heraf blot tre fra start, men spørgsmålet er, om skaden til Mastantuono og gårsdagens åbenlyse demonstration af, at Real Madrid mangler offensiv kreativitet, når Camavinga spiller højremidt, kan give Rodrygo en chance i den kommende tid. Tidligere er Brahim dog blevet foretrukket på højrekanten, ligesom Mastantuono – især med den kommende landskampspause in mente – hurtigt kan komme til at sætte sig solidt på spilletiden til højre igen.
Så spørgsmålet er efterhånden, hvad fremtidsudsigterne er for Rodrygo, der denne sommer afviste et skifte væk fra klubben, men hvis klubkarriere ikke har stået så meget i stampe, siden hans første år hos Real Madrid.

