Rodrygo: Må vinde Alonsos tillid, ligesom jeg vandt Ancelottis
Mens Rodrygo har svært ved at finde vej til startopstillingen for Real Madrid og i øvrigt gøre sig fortjent til netop det med sine indhop, nyder han stadig godt af tilliden hos gode gamle Carlo Ancelotti på landsholdet, hvor man godt nok kun fik 1-1 imod upåagtede Tunesien i går – men til gengæld med Rodrygo fra start.
Efter kampen udtalte Rodrygo sig om situationen, og her lød det:
- Jeg har en god fornemmelse, når jeg ser, hvordan holdet har forbedret sig, og hvordan vi gav alt. Nu har vi en klar idé om, hvordan vi skal spille og hvordan vi skal forsvare, og det gør en stor forskel. Jeg står tilbage med en positiv følelse, men vi skal altid vinde og blive bedre. Vi kan ikke være tilfredse med det her uafgjorte resultat.
Rodrygo blev også spurgt ind til situationen i Real Madrid:
- Der er ikke så meget, jeg kan gøre. Jeg skal bare fortsætte med at arbejde, presse mig selv og forsøge at vinde trænerens tillid dér, ligesom jeg har gjort det her. Jeg tror kun, jeg kan forbedre mig gennem træningen; han ser min dedikation, og hvem ved, måske får jeg flere muligheder.

