Referat: Olympiakos - Real Madrid 3-4, Champions League, 5. kamp
Real Madrid hentede for første gang nogensinde en sejr i Grækenland, da man i går vandt 3-4 i en medrivende kamp mod Olympiakos.
Xabi Alonso måtte tænke kreativt i forsvaret, hvor kun Asencio var til disposition som central forsvarer og han fik derfor selskab af Carreras, mens Ferland Mendy fik en sjælden startplads – og fuldførte kampen. Og endda efter en godkendt præstation.
Første store chance tilfaldt en veloplagt Vinícius, som med et skud fra distancen testede Olympiakos´ målmand, som dog fik pareret til hjørnespark.
Men det skulle blive hjemmeholdet, som kom først på måltavlen, da et ikke helt afstemt forsvar lod Chiquinho komme til afslutning og han hamrede bolden ind helt ude ved den ene stolpe og helt umulig for Lunin at nå ud til. Selv Courtois ville have haft problemer med at nå den bold. Da var der spillet otte minutter.
Man frygtede lidt for aftenen på Georgios Karaiskakis Stadion, men Real Madrid-spillerne viste stor vilje og på den centrale midtbane havde Tchouaméni og Camavinga fuldt styr over begivenhederne.
Alligevel var det ved at blive 2-0, da Chiquinho kom til en ny afslutning, som Lunin måtte parere på mesterligvis. Det blev en af de sidste aktioner for Chiquinho, som kort efter blev ramt af en muskelskade og måtte lade sig udskifte.
Han nåede dog lige at se Mbappé folde sig ud som verdens bedste angriber, for franskmanden stod for et hattrick på under syv minutter. Først udlignede han i det 22. minut, da han blev sendt afsted på en perfekt frispilning fra Vinícius. Bare to minutter senere headede han Arda Gülers indlæg i kassen og i det 29. minut kunne han så udnytte oplægget fra Camavinga til at score til pausestillingen 1-3.
Camavinga kom ikke ud til anden halvleg, da han under kampen var blevet syg og havde vejrtrækningsproblemer og i stedet kom Ceballos på banen.
Spanieren spillede ikke nogen dårlig kamp, men det kom til at betyde lidt for rytmen på den centrale midtbane og så hjalp det ikke, at Taremi efter blot syv minutter kunne reducere til 2-3 på et hovedstød, hvor afstemningen i forsvaret igen lod meget tilbage at ønske.
I optakten til kampen nævnte vi dog, at angreb tit er det bedste forsvar og med et makkerpar i Vinícius og Mbappé i overdådigt spillehumør, fandt man også vejen til de græske netmasker efter en times spil, da brasilianeren driblede sig fri på venstrekanten og afleverede bolden skråt bagud til Mbappé, som kunne score sit fjerde mål i kampen og han er nu på 9 mål i fem CL-kampe.
Kort efter blev Arda Güler udskiftet med Jude Bellingham og det er en af de udskiftninger, som man aldrig rigtig kommer til at forstå og angiveligt skal Xabi Alonso også have fortrudt det efterfølgende. Englænderen havde nemlig småskavanker op til kampen og blev meldt tvivlsom og i den situation, foran med 2-4, havde det måske været på sin plads at spare ham helt, men med Bellingham på banen i stedet for tyrkeren, mistede man den sidste kontrol med midtbanen og Olympiakos fik mere og mere spil.
Med sytten minutter igen, måtte Asencio lade sig udskifte. Han spillede kampen med en mindre skade og det var som bekendt af ren nød, idet man ikke havde andre centrale forsvarere til disposition, men ind kom i stedet Brahim, hvorefter Tchouaméni rykkede ned i det centrale forsvar, hvor han også var en klippe.
Han kunne dog ikke forhindre Olympiakos i at reducere til 3-4 med ni minutter igen, da El Kaabi headede bolden ind bag Lunin.
Det blev startskuddet til et stormløb mod Real Madrids mål i den resterende del af kampen, men det lykkedes at holde grækerne fra yderligere scoringer og direkte kvalifikation ligner mere og mere en realitet.
Kampens spiller: Mbappé. Når man med fire mål tager holdet på sine skuldre, så slipper man ikke uden om denne titel.
Kampens badebold(e): Fede Valverde for at spille en elendig kamp med masser af fejlafleveringer og Trent for at være mere grå end et boligkvarter i Liverpool.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Det er ikke blot sejren, som er vigtig, men også attituden hos flere spillere, som klart viste, at man er med Xabi Alonso, heriblandt gestussen fra Vinícius og Mbappé efter kampen.
