Camavinga nedtoner konflikt med Xabi Alonso

Eduardo Camavinga afviser, at der skulle være et problem mellem spillertruppen i Real Madrid og klubbens cheftræner Xabi Alonso.

Der har været mange skriverier de seneste dage om et anspændt forhold mellem spillerne og cheftræneren og især hos Vinicius Junior, der har afvist at forlænge sin kontrakt med Los Blancos, så længe Alonso er cheftræner i klubben.

Men hvis man skal tro Eduardo Camavinga, har den historie ikke noget på sig.

"Det er mest pressen, der taler, men jeg ser alt. Jeg ser et meget forenet omklædningsrum, mere forenet end nogensinde," udtaler den franske midtbanespiller ifølge Defensa Central efter gårsdagens kamp i Champions League, hvor Real Madrid tog en målrig 4-3-sejr ude mod Olympiakos.

"Det vigtigste er at vinde hver kamp. I dag har vi taget et skridt fremad i den retning, men målet er at vinde alt. Det er selvfølgelig et skridt fremad, og vi vil fortsætte sådan her."

Næste opgave fra franskmanden og resten af Real Madrid er på søndag, når Girona venter på udebane.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...