Referat: Ath. Bilbao - Real Madrid 0-3, LaLiga, 19. spillerunde
Real Madrid hentede onsdag aften en vigtig 3-0-sejr på San Mamés mod Athletic Club og fik dermed vendt en periode med skuffende udebaneresultater mod Rayo, Liverpool og Elche.
Resultatet bringer Los Blancos tættere på FC Barcelona i ligaens top. Real Madrid blev som så ofte før holdt inde i opgøret af Thibaut Courtois, der leverede flere afgørende redninger i kampens indledning.
I den anden ende var Kylian Mbappé kampens helt store profil. Den franske stjerne åbnede scoringen efter blot syv minutter og udbyggede føringen til 3-0 efter knap en times spil. Mellem de to Mbappé-scoringer leverede Real Madrid et af kampens flotteste angreb, hvor en hurtig kombination af førstegangsafleveringer endte med en præcis tværbold til Eduardo Camavinga.
Den franske midtbanespiller pandede sikkert bolden i mål og scorede dermed et sjældent, men fortjent, hovedstødsmål. Mbappé noterede sig også for assisten til 2-0.
Xabi Alonso havde valgt en frontduo i angrebet, men Real Madrid har fortsat svært ved at få Vinícius Júnior i gang mod et ellers flagrende Athletic Club forsvar, men brasilianeren havde nok en gang en anonym aften, og kunne vel knap nok ramme vandet, hvis han faldt ud af en båd midt i Øresund.
Med andre ord manglede Real Madrid lange perioder bredde i de offensive løsninger – et velkendt tema for holdet i denne sæson. Kampen blev desværre også præget af skader. Eduardo Camavinga måtte udgå med endnu et problem med bentøjet, det samme skete for Trent Alexander-Arnold, men uden at fornærme alt for mange står det lysende klart, at franskmandens fravær bliver markant tungere for Real Madrid.
Med sejren reducerede Real Madrid afstanden til FC Barcelona til blot ét point og holder sig dermed helt inde i mesterskabskampen – vigtigst af alt var det dog nok at blive erindret om følelsen af at vinde fodboldkampe.
Kampens spiller: Kylian Mbappe
Kampens badebold: Trent Alexander-Arnold - dårligere til dødbolde end Christian Eriksen
Perspektiver: Havde man tabt i dag, havde mesterskabet set surt ud. Nu er man tilbage på sporet - det lover godt for de to kommende hjemmekampe mod Celta Vigo og Manchester City.
