Madridista.dk mener: Vi gider ikke mere tudefjæs!
Denne artikel er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Der er mange ting man kunne skrive om i dag. Det kunne være, at vi har en voldsomt forudsigelig skadeskrise, som der ikke er blevet taget hånd om. Det kunne også være, at vores venstrebacker udviser konsekvensberegning på niveau med min 5-årige søn. Det kunne også være, at vi har en træner, der tilsyneladende i ramme alvor tror på, at Rodrygo, af alle mennesker, kan komme ind på en fodboldbane, og gøre en positiv forskel (for sit eget hold). Eller at vi spiller en kamp i Bilbao onsdag aften, hvorefter vi søndag aften totalt har glemt alt hvad der har fungeret. Og der er desværre mere, hvor det kommer fra.
Det skal dog handle om det, synes jeg, største problem i øjeblikket (og i de seneste år), nemlig klubbens identitet. Fordi igen i går følte Real Madrid sig voldsomt bortdømt, efter Fran García begik to tåbelige frispark på ganske kort tid, og Álvaro Carreras lidt senere formåede at brokke sig til et rødt kort, og dermed reducere Real Madrid til ni mand. På et hold, der i forvejen har seks(!!!) skader i bagkæden, er to karantæner i samme kæde måske ikke det, vi havde allermest brug for lige nu.
Også Endrick fik et rødt kort, mens Dani Carvajal blev nævnt i dommerens rapport, hvor han er citeret for at sige noget i retning af: “Det er det her niveau, du viser, og så græder I på pressekonferencen”.
Men kære Dani, det er ikke dommerne, der er de store tudefjæs her. Det er jer! Kom nu videre, og se indad! Hvad i alverden kan vi bruge al den negativitet til? Hvad hjælper det klubben, at man konstant føler sig forrådt, i stedet for at forsøge at forbedre sig?
Det er dog ingen overraskelse, for det er den retning, klubben har bevæget sig i, i årevis. I april kulminerede det hele, efter man på klubbens officielle TV-kanal, allerede inden kampen insinuerede, at dommeren var enten inkompetent eller korrupt. Det fik dommer Ricardo de Burgos Bengoetxea til at afholde pressemøde, hvor han fortalte, at det pres klubben skabte, var umenneskeligt, og at det gik ud over hans familie.
Det fik dog ikke Real Madrid til at bakke af. Tværtimod krævede man nu en ny dommer, da han havde talt i en fjendtlig tone. I slutningen af kampen, som man tabte, brændte Antonio Rüdiger så totalt sammen for åben skærm, og modtog et velfortjent rødt kort og lang karantæne.
Det er dog ikke kun dommerstanden, der står for tur. UEFA, FIFA, LaLiga og endda Ballon d’Or er også sat i verden for at kæmpe imod Real Madrid. Sidstnævnte viste det med tydelighed, da man havde frækheden til blot at kåre Vinícius Jr. til klodens næstbedste spiller i en afstemning.
Så selvfølgelig reagerer spillerne på denne her fuldstændig åndssvage måde. De går konstant rundt i et miljø, der fortæller dem, at alle er imod dem. På et tidspunkt begynder man jo at tro på det. Selv Carlo Ancelotti blev reduceret til brokkehoved, og det viser jo bare, at selv den reneste sjæl kan forpestes.
Hvorfor det er blevet sådan? Det ved jeg ikke. Er det Florentino Pérez’ måde at fjerne fokus fra ringe præstationer og manglende forstærkninger af holdet? Dét ville nok være mit bud. For selvom der blev forstærket i løbet af sommeren, så har klubben jo skreget på særligt defensive forstærkninger i minimum halvandet år. Vi har simpelthen ikke centerforsvarere nok, når Militão render rundt og er på randen af karrierestop, mens Antonio Rüdiger kommer lige fra en sæson, hvor han nærmest havde forbinding på knæet konstant. For slet ikke at nævne Dani Carvajal, David Alaba og Ferland Mendy, som vel nærmest allerede er fodboldinvalide. Så kom det alligevel til at handle lidt om skadeskrisen.
Toni Kroos er i øvrigt heller ikke blevet erstattet. Og det er virkelig underligt, fordi Martin Zubimendi endte med at ryge til Arsenal, hvor han modtager en løn svarende til Andriy Lunins. Lidt under halvdelen af hvad Dani Ceballos tjener i Real Madrid.
Så stop tuderiet og kig indad! Hvordan forbedrer vi os? Hvad kræver det? Helt fra den sidste spiller i truppen og hele vejen op til præsidenten. Træd ud i lyset og skift retning.
Jeg skammer mig sgu over det her.

