Tvivl om CL-festligheder

Uanset hvem, der vinder Champions League-finalen i Lissabon den 24. maj, vil der blive fest i Madrid i dagene derefter.

Både Cibeles- og Neptun-fontænen står i spil til at blive epicenter for fejringen af dette års vindere af CL-trofæet, men der er fortsat stor tvivl om, hvornår og hvordan fejringen kan finde sted.

Dagen efter finalen, søndag den 25. maj, er der nemlig valg til Europa Parlamentet og derfor har det madrilenske bystyre afvist at afspærre ruter gennem Madrid for at bussen med spillerne fra vinder-holdet kan komme frem til enten Cibeles eller Neptun.

Derfor bliver fejringen sandsynligvis udskudt til den 26. maj og det har Atlético Madrid takket ja til, men for Real Madrid giver det andre problemer. Flere af klubbens landsholdsspillere er nemlig tilsagt til træningslejr med deres respektive landshold denne dag forud for VM-slutrunden og de vil derfor gå glip af en eventuel fejring af La Décima-titlen.

Real Madrid har dog allerede bebudet, at man vender tilbage til Madrid umiddelbart efter CL-finalen og man vil derfor kunne fejre en eventuel triumf i Barajas Lufthavnen, når man lander der i løbet af natten.

Seneste artikler...