Historisk tilbageblik: Da idéen om den spanske Supercup blev født midt i borgerkrigen

I slutningen af maj 1936, nærmere bestemt den 29., samledes toppen af spansk fodbold til forbundsforsamling i det spanske fodboldforbund. Dagsordenen var omfattende. Man drøftede allerede fastlagte landskampe frem mod 1937 og forhandlede om Spaniens deltagelse i en ny turnering med centraleuropæiske landshold. Schweiz og Tjekkoslovakiet skulle spille kampe på spansk jord, mens Spanien selv skulle rejse til Østrig og Ungarn.

Ikke alle var begejstrede for et tættere program. Athletic Club modsatte sig en forøgelse af antallet af landskampe, og den tidligere landstræner Paco Bru argumenterede for længere ferier til spillerne og for at forbyde klubberne at tage på sommerturneer. Samtidig blev der diskuteret, om sportsklubberne burde organiseres som aktieselskaber, og naturligvis var dommerstanden også et fast punkt på dagsordenen.

En vision fra forbundets formand

For bordenden sad Leopoldo García Durán – en markant skikkelse i sin samtid. Han var medlem af det spanske parlament, tidligere spiller i Real Madrid, præsident for det spanske fodboldforbund (RFEF), generaldirektør for fængselsvæsenet og vicomte (stedfortræder for greven, red.) af Matamala (I Pyrenærene, red.) gennem sit ægteskab med Carmen de Marichalar y Bruguera.

Det var García Durán, der lancerede idéen om at lade mestre i Ligaen og pokalturneringen mødes i én kamp – en direkte duel mellem de to største nationale titler i spansk fodbold.

I sæsonen 1935/36 gik ligamesterskabet til Athletic Club i Bilbao, der sluttede to point foran Real Madrid i en turnering, hvor de to klubber havde ligget i front fra femte spillerunde helt frem til afslutningen.

Pokaltitlen havnede derimod i Madrid, som slog FC Barcelona i finalen på Mestalla. Kampen huskes især for Ricardo Zamoras legendariske redning på Escolà, der forhindrede udligning og blev den sidste store præstation fra “El Divino”.

Krigen satte alt på pause

Tre uger senere var Spanien i krig. Borgerkrigen gjorde alle planer fra forbundsforsamlingen umulige at gennemføre. Drømmen om at finde en spansk “supermester” var dog ikke ny. Allerede i 1932 havde journalisten Luis del Campo luftet tanken i ugebladet Mundo Gráfico om en romantisk og historisk finale mellem ligamesteren og pokalvinderen – som en slags generalprøve på en fremtidig, officiel superfinal.

Den første supermester

De idéer, som både Del Campo og García Durán havde forestillet sig – ofte med Madrid og Athletic i hovedrollerne – blev først til virkelighed, da krigen var forbi, og fodbolden igen forsøgte at bringe normalitet til et sønderrevet land.

Den 1. september 1940 blev anden sæson efter krigen skudt i gang. Som optakt besluttede man at afvikle et venskabeligt opgør over to kampe mellem mestrene fra sæsonen 1939/40.

Ligamesterskabet var gået til Atlético de Madrid, dengang kendt som Atlético Aviación, efter et dramatisk forløb, hvor de sikrede titlen foran Sevilla i sidste spillerunde. Pokalturneringen blev vundet af Español (med “ñ” på det tidspunkt), der slog Real Madrid 3-2 i finalen på Vallecas efter forlænget spilletid, hvor Mas afgjorde kampen.

Atlético Aviación dominerede

Den uofficielle “Supercopa” blev vundet af Atlético Aviación. Første kamp, spillet på Sarrià, endte 3-3 i et underholdende opgør. To uger senere blev returopgøret afviklet på Vallecas – og her var spændingen væk.

Atlético, anført af træner Lafuente, eftersom Ricardo Zamora sad fængslet og var udelukket fra sit virke under Loven om politisk ansvar, knuste de catalanske modstandere med hele 7-1.

Dermed var den første spanske supermester en realitet – født af en idé fra 1930’erne, formet af krigens pause og realiseret i en tid, hvor fodbolden igen forsøgte at samle Spanien.