Referat: Real Madrid – Levante 2 – 0, LaLiga, 20. spillerunde

Real Madrid-spillerne trådte ud til en gevaldig pibekoncert hjemme på Santiago Bernabéu, da der tidligt lørdag eftermiddag var kamp imod LaLiga-bundholdet Levante. Her skulle man rejse sig fra Albacete-katastrofen i midtugen, og selvom man hentede de obligatoriske tre point, var det ikke fordi, det var en kamp, der fik optimismen til at sprudle.
på
Især ikke første halvleg, hvor Real Madrid ingenlunde imponerede. Mbappé viste noget ihærdighed, når han havde bolden, men ellers var der få Real Madrid-spillere, der markerede sig positivt, og eksempelvis så Vinícius ud til at lide under presset fra publikum, der piftede af ham, hver gang han fik bolden. Heller ikke Bellingham spillede nogen flot kamp, og da Gonzalo García ikke fik lavet meget andet end løbearbejde på højrekanten, kom der ikke det store fra Real Madrid, eftersom der absolut intet kreativt kommer fra Tchouaméni og Camavinga.
Den bedste chance i første halvleg tilfaldt Mbappé efter en opskrift, vi så et par gange i sidste sæson. Her sendte Asencio nemlig en herlig dybdebold ned bag Levante-forsvaret, men desværre ramte Mbappé forbi på sin first-timer. Levante bed også fra sig ad et par omgange, og her blev det især farligt, fordi både Camavinga og Bellingham fik begået frispark lige på kanten af feltet, men heldigvis formøblede udeholdet disse gyldne muligheder.
I pausen reagerede Arbeloa smart med at tage Gonzalo og en afsindigt svagt spillende Camavinga ud, og ind kom Mastantuono og Güler, der begge gjorde det væsentligt bedre, og det resulterede i en markant bedre anden halvleg for Real Madrid, hvilket også ses i skudstatistikken. Efter første halvleg stod den 8-6 i afslutninger til Levante, og da kampen var slut, førte Real Madrid den med 26-10.
Især Güler viste sig som en tiltrængt dåseåbner, og tyrkeren kom ind med netop den sult efter at bevise sig og kreativitet, som Real Madrid havde manglet. Selv fik han en god mulighed efter 54 minutter efter nogle kvikke kombinationer med Mbappé, og få minutter senere sendte han den aflevering afsted til Mbappé, der gjorde franskmanden farlig nok til at trække et straffespark, som han selv sendte sikkert og fladt i nettet til 1-0.
Generelt fik Real Madrid et stærkt overtag i anden halvleg, og det blev også kun bedre, da Arbeloa efter en time tog Huijsen ud og erstattede ham med Ceballos, der var toneangivende i at trække livet ud af det pres, Levante i ny og næ forsøgte sig med. Og efter 64 minutter kunne roen for alvor sænke sig hjemme i sofaerne, da Güler sendte et hjørnespark ind over, hvor Asencio med den slags krigermentalitet, man i dén grad savner fra hans blonde og langlemmede partner i centerforsvaret, steg til vejrs og smukt stangede bolden i nettet til 2-0.
Real Madrid kom aldrig op i et gear, som det rigtig var noget at råbe hurra for, men Mastantuono fik dog både sparket på overliggeren langt udefra og sat Mbappé op til en stor chance med en lopbold bag om forsvaret, ligesom Bellingham var tæt på et par gange i slutningen af kampen, herunder på et hovedstød tæt foran mål på oplæg af Valverde.
Bolden ville dog ikke ind igen, og derfor sluttede kampen 2-0. Trods de tre point kan man dog nemt sidde med en lidt mærkelig smag i munden på grund af de mange mishagsytringer fra lægterne mod Real Madrid-spillere, der syntes at blive påvirket af situationen, men hvis Barcelona dummer sig i aften i Baskerlandet, kan de tre point få endnu mere værdi på bagkant. Vi må vente at se.
Kampens badebold: Vinícius lykkedes trods alt med nogle ting og fik sat Güler op til en flot chance mod slut, og også en malplaceret Gonzalo er lovligt undskyldt. Man kunne køre en ælle-bælle mellem tre spillere, vi skal kunne forvente mere fra – Camavinga, Huijsen og Bellingham – og i denne omgang går den til franskmanden, der simpelthen skal til at vise en stabilitet og et niveau, der er Real Madrid værdigt.
Kampens spiller: Güler kom ind og ændrede kampen fundamentalt og fremviste den attitude, man kunne ønske fra resten af holdet.
Perspektiver mod kommende kampe: Med en sejr i midtugen imod Monaco kan man undgå, at også Champions League pludselig skal til at blive et samtaleemne, men så venter også to svære udekampe imod Villarreal og Benfica. Det virker umuligt rigtig at have nogen forventninger i skrivende stund, men vi fik dog at se, at Arbeloa er klar til at reagere tidligt i kampen, og det må betragtes som et plus.
