Optakt: Villarreal – Real Madrid, LaLiga, 21. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Efter lutter ligasejre oven på El Clásico-nederlaget til Real Madrid i oktober smed Barcelona omsider point i sidste weekend med et nederlag til Real Sociedad. Og i aften er det så op til Real Madrid at holde snuden i sporet og hente de tre svære point, når man møder Villarreal på udebane – og vel at mærke ikke i Miami, naturligvis – der i øjeblikket ligger nummer tre i LaLiga.

 

Til kampen er Arbeloas største tvivlsspørgsmål, at han må se bort fra Tchouaméni, der dummede sig noget så eftertrykkeligt med at få en karantænegivende femte advarsel i den ellers overskuelige hjemmekamp imod Levante i sidste weekend. Løsningen forventes dog at blive Camavinga, der maser sig ind mellem Güler og Bellingham på midtbanen, eftersom Carreras alligevel er tilbage til at tage sig af venstrebacken.

Arbeloa kan desuden glæde sig over at have Rodrygo tilbage fra skade og Brahim tilbage fra Africa Cup of Nations. Ingen af de to forventes dog at starte inde, da Mastantuono spillede sin måske bedste kamp i Real Madrid-trøjen indtil nu imod Monaco i midtugen, og derfor må de to spillere, der af vidt forskellige grunde nok godt kunne bruge en afslappet indkøring på holdet igen, formentlig tage til takke med en bænkplads.

Oppe foran bliver det naturligvis Vinícius og Mbappé, der skal stå for målene. Alt for sjældent har vi set dem begge i storform og med mål i støvlerne i samme kamp, men netop det skete i midtugen, og det giver naturligvis forhåbninger om, at de kan fortsætte de gode takter i aften og holde snor i Barcelona, der så sikkert som amen i kirken kommer til at slå prygleknappen Oviedo på hjemmebane.

I Villarreal møder man et hold, der mildt sagt har gang i en besynderlig sæson på godt og ondt. Mens de i LaLiga har overrasket positivt ved at blande sig helt oppe i toppen af LaLiga, har de utroligt nok kun fået ét point på syv kampe i Champions League, hvor de dermed har været en pinlig ambassadør for spansk fodbold ved allerede at have udspillet deres chancer. LaLiga er en helt anden sag, men de går dog ind til kampen i en lidt vaklende form, for ser man over alle turneringer har de faktisk tabt fem ud af deres seneste syv kampe, herunder til danske FCK i Champions League og upåagtede Racing i Copa del Rey, ligesom de også i LaLiga kommer frisk fra et nederlag til Betis.

Alligevel er de et af de hold, der er notorisk kendt for at være svære at møde på udebane, og for Real Madrids vedkommende er det kun lykkedes at tage derfra med en sejr i to af de sidste ni udekampe imod Den Gule Ubåd. Den statistik bliver forhåbentlig forbedret i aften, hvor Villarreal i øvrigt må se bort fra et par faste startere i form af Santi Comesaña og Mouriño, der begge er ude med karantæne.

Kampen fløjtes i gang klokken 21 i aften og vises på tv2 play og Tv2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Valverde, Asencio, Huijsen, Carreras, Güler, Camavinga, Bellingham, Mastantuono, Mbappé, Vinícius.

Seneste artikler...