Arbeloa, den sidste levende mourinhista: Venskabet, loyaliteten og arven fra Mourinho

Den dag José Mourinho stod i spidsen for sin sidste træning som cheftræner for Real Madrid, den 1. juni 2013, bad Álvaro Arbeloa ham om at tage et fælles billede. Sammen med resten af portugiserens trænerstab poserede de på en af bænkene ved Campo 3 i Ciudad Real Madrid. Senere lagde Arbeloa billedet op med en varm og personlig besked:

“Det har været en fornøjelse at kunne arbejde sammen med jer alle i disse tre år. Tusind tak for jeres engagement, jeres hengivenhed og jeres tillid. Jeg ønsker jer alt det bedste. Vi ses snart, venner.”

Hvis der var én spiller, der virkelig mærkede Mourinhos afgang i omklædningsrummet, var det Arbeloa. Mange andre ønskede den nærmest: Casillas, Ramos, Cristiano, Özil, Pepe… På et tidspunkt, hvor madridismoen var dybt splittet mellem mourinhistaer og antimourinhistaer, tog den nuværende Madrid-træner tydeligt stilling.

I dag hænger det billede – forstørret, med dedikationer og indrammet – på en af væggene i Arbeloas hjem.
“Det er et billede af venner. Venskab kan ikke forhandles. Det giver hverken fordele eller ulemper. Hvis de er mine venner, er det, fordi de har fortjent det,” forklarede Arbeloa i El Chiringuito. Han er i dag den sidste erklærede mourinhist, der nu igen krydser veje med sin sensei – denne gang med en plads i Champions Leagues top-8 på spil.

En øjeblikkelig forbindelse

Da Mourinho ankom til Real Madrid i 2010, opstod forbindelsen mellem ham og Arbeloa med det samme. Selvom Arbeloa ikke havde en fast plads i startopstillingen (Sergio Ramos spillede stadig højre back), sluttede han sin første sæson under Mourinho med mere end 3.000 spilleminutter. Året efter, da Ramos rykkede ind centralt i forsvaret, blev Arbeloa fast mand på højrebacken, og i 2012-13 – Mourinhos sidste sæson – passerede han igen 3.000 minutter.

Det var år, hvor Arbeloa følte sig vigtig. Og hvor han uden forbehold forsvarede Mourinhos kampe – de fleste med Guardiolas Barcelona som hovedfjende.

Mourinho satte især pris på Arbeloas defensive stabilitet og kompromisløse koncentration. Det var det, han krævede af ham. Og hvis han ikke leverede det, lod Mourinho det tydeligt forstå. Arbeloa har selv fortalt en sigende episode:

“Jeg spillede normalt på hans side i første halvleg, men i en kamp mod Sevilla kom jeg over på den modsatte side. Når man er længere væk fra træneren, spiller man mere frit. Jeg gik frem seks-syv gange. I pausen sagde Mourinho højt: ‘I dag har vi Cafú på holdet… hvor skal Cafú hen hele tiden?’ Den besked var kun til mig. Det var ikke det, han ville have af mig.”

Mourinhisme som livsindstilling

Mere end ti år efter Mourinhos afgang er begrebet mourinhisme blevet udvandet. Men i årene umiddelbart efter portugiserens fyring var det en afgørende identitetsmarkør i Real Madrid. For Arbeloa var der aldrig tvivl:

“At være mourinhista er en måde at være på. En måde at gøre tingene på. Ikke at bakke, at gå direkte frem, at forsvare sine idéer til døden, at være ærlig og integritet. Ikke at være bange for at være den, du er. Jeg prøver at være så mourinhistisk som muligt – men det er ikke at idolisere José. Hvis jeg er uenig med ham, er det sjældent, jeg siger det til pressen. Jeg siger det til ham.”

Den tankegang slog også rod hos spillere som Xabi Alonso, Callejón, Diego López og Albiol. Andre havde sværere ved at håndtere Mourinhos måde at lede på.

“José har altid ment, at de bedste skal spille – dem, der er bedst i øjeblikket. Det er et dagligt arbejde. Han presser dig til det yderste, og det er ikke nemt. Mange foretrækker en chef, der gør livet lettere,” mindedes Arbeloa i El Chiringuito.

Hvis forholdet mellem Arbeloa og Mourinho var et 10-tal, var relationen til Iker Casillas tæt på nul. Casillas blev bænket i en halv sæson, hvilket skabte et dybt internt brud, der i sidste ende bidrog til Mourinhos afgang i 2013 – og Casillas’ exit i 2015.

“De er fans af Real Madrid – ikke af Casillas”

Arbeloa spillede også en rolle i den konflikt. Først utilsigtet: Efter Casillas’ bænkeplads i Málaga i julen 2012, et signal om at hæve niveauet, mødte Madrid Valencia. Her ramte Arbeloa ved et uheld Casillas’ hånd med et spark. Målmanden måtte udgå, blev skadet – og det førte til købet af Diego López i vinterpausen. Casillas spillede ikke ét eneste minut mere den sæson.

Spændingerne var enorme. Pepe gik åbent imod Mourinho:

“Man skal have mere respekt for Iker. Han har givet os så meget. Trænerens udtalelser var ikke passende. Iker er en institution i Madrid og i Spanien. Spillerne og fansene er med ham.”

Udtalelserne kostede Pepe pladsen i sæsonens afslutning – inklusive den tabte pokalfinale mod Atlético. Arbeloa gik den modsatte vej:

“De er fans af Real Madrid. Ikke fans af Iker Casillas.”

I samme konflikt tog Arbeloa også afstand fra pressen, som han kaldte “farlig”:

“Hans pressemøder mindede om retssalsfilm. Det var, som om han hele tiden skulle forsvare sig mod angreb. Han forlod Madrid desillusioneret – med spillerne, klubben og alt omkring den. Han tog slagene for at forsvare klubben. I Real Madrid er der ikke mange, der kan sige det.”

Et varigt aftryk

Mourinho var ikke bare endnu en træner for Arbeloa. Ved sin præsentation som træner sagde han stolt:

“Det var en ære at blive trænet af ham. Han har haft enorm indflydelse på mig – jeg bærer ham med mig. Men jeg vil være Arbeloa. Jeg er ikke bange for at fejle, men hvis jeg forsøgte at være Mourinho, ville jeg fejle katastrofalt.”

Og måske er det netop dér, den sidste levende mourinhista stadig står: loyal, kompromisløs – og tro mod sig selv.