Mbappé har løst Real Madrids straffesparkskrise

Efter Karim Benzema forlod Real Madrid, fulgte en periode, hvor der ikke som sådan var en fast straffesparkstager, og det satte sit aftryk i udnyttelsesprocenten, da en håndfuld spillere fik lov at påtage sig ansvaret under Carlo Ancelottis ledelse. Og lige så mange dermed fik lov at misbruge chancen.

 

I 2023/24-sæsonen sparkede Vinícius tre straffespark og scorede på dem alle, mens Joselu scorede på ét af tre forsøg. Både Modric og Rodrygo sparkede og brændte ét, mens Bellingham scorede på sit ene straffespark.

Dernæst kom Mbappé til klubben i sommeren 2024, hvor Real Madrid netop havde haft et brag af en sæson med LaLiga- og Champions League-triumfer, men fra ellevemeterpletten fortsatte man med ikke at være særligt overbevisende. Netop Mbappé scorede på syv af ti forsøg, Vinícius udnyttede fire af sine seks straffesparksforsøg, og Bellingham scorede på ét af to.

Siden Ancelottis afsked og Xabi Alonsos ankomst har der dog ikke været tvivl om, hvem førstevalget var. Mbappé har sparket 13 og scoret på 12, eftersom han kun brændte det ene i 2-1-sejren over Barcelona i efteråret. Vinícius er fortsat ingen haj i disciplinen med ét straffesparksmål på to forsøg, mens Valverde misbrugte muligheden fra pletten til Klub-VM.

Konklusionen er dog, at man med Mbappé som fast sparker har formået at hæve udnyttelsesprocenten fra 55 % i 2023/24-sæsonen og 66 % i sidste sæson til 81 % i denne. Senest var han på pletten igen i overtiden imod Rayo Vallecano.

Seneste artikler...