Målsætningen er klar: Tag La Décima med hjem
Det er sæsonens helt store mål, som skal indfries lørdag aften på Estadio Da Luz, når El Derbi afgøres i Lissabon mellem Real Madrid og Atlético Madrid.
Det er 12 år siden, at Real Madrid sidst stod i finalen i verdens fornemmeste turnering og i de 12 år har man oplevet skuffelsen med flere år, hvor den allerede stod på exit i ottendedelsfinalerne. Det ændrede sig med José Mourinho og i aften skal Carlo Ancelotti gøre arbejdet færdig og sørge for, at La Décima endelig får sin plads i Real Madrids bugnende pokalskab.
Og det er på mange måder en knald- eller fald-kamp for den italienske træner, som nok har taget alle med storm med sin joviale væremåde, men samtidig vil det også være en fiasko af rang, hvis denne sæson blot ender med et Copa del Rey-trofæ.
Ugen op til kampen har været præget af et indbyrdes psykisk spil mellem de to klubber, hvor man har haft travlt med at melde flere nøglespillere ude af kampen, men i de sidste 24 timer op til kampen ser det ud til, at kampen får deltagelse af såvel Cristiano Ronaldo og Benzema for Real Madrid, samt Arda Turan og Diego Costa for Atlético Madrid. Kun Pepe meldes tvivlsom til det sidste.
Kamp efter kamp i sæsonen har det været sagt, at nu knækker Atlético Madrid snart og de holder ikke hele vejen. Nu er der en kamp tilbage og status er, at holdet fra Manzanares-floden ikke knækker og ikke bliver trætte. Som træner Diego Simeone selv sagde det inden mesterskabet blev sikret på sidste spilledag: "Jeg vil gerne takke disse spilleres mødre for at have skabt dem med store nosser"; en udtalelse, der står i skærende kontrast til Carlo Ancelottis noget vattede udtalelse efter triumfen over Bayern München, at hans spillere "mangler mental energi", hvilket var grunden til, at flere matchbolde blev smidt i mesterskabs-afslutningen.
I historisk og statistisk regi er det dog slet ikke dårligt, at mesterskabet ikke blev hjemtaget, for sådan forholder det sig også med 7 af de foreløbigt 9 mesterholds/CL-trofæer, at man ikke er blevet nationale mestre først og den noget vaklende afslutning på La Liga-sæsonen skal ikke give bekymringer forud for morgendagens kamp, for der vil det være et helt andet hold, som løber på banen kl. 20.45.
Det bliver et brag af en kamp og vinderen bliver uden tvivl det hold med de største nosser og mest mental energi.
Real Madrids forventede hold: Casillas, Carvajal, Ramos, Pepe (Varane), Coentrao, Illarramendi, Modric, Di María, Bale, Cristiano Ronaldo, Benzema.
