Mbappé i fodsporene på Cristiano Ronaldo

Kylian Mbappé har været flyvende på målscoringsfronten i denne sæson, og efter kampen imod Valencia sammenlignede Álvaro Arbeloa franskmandens bedrifter med dem, vi så fra Cristiano Ronaldo fra 2009 til 2018. Det har ansporet Marca til at finde kuglerammen frem og nærmere sætte de to spilleres tal over for hinanden og se på, hvor det ender, hvis Mbappé holder fast i sin målscoringsfrekvens.

 

I denne sæson har Mbappé scoret 38 mål på 31 kampe – altså et snit på 1,22 mål per kamp. Alt i alt har han scoret 82 mål på 90 kampe for Real Madrid, hvilket giver et snit på 0,91 mål per kamp, og det er faktisk ikke meget anderledes end Ronaldos tal på samme tidspunkt i hans Real Madrid-karriere. Efter 90 kampe havde portugiseren scoret 86 mål, og han endte med at have scoret 450 mål på 438 kampe i Real Madrid-trøjen.

Marca holder stædigt fast i, at Ronaldo faktisk scorede 451 mål, da de medtæller et frisparksmål, der blev dirigeret i nettet på en afretning af Pepe, så her har sportsavisen regnet på, hvor lang tid det vil tage Mbappé at overgå den legendariske 7’er og ramme mål nummer 452. Med det nuværende snit på 0,91 mål per kamp vil det kræve 496 kampe for Mbappé for at blive den mest scorende i klubhistorien nogensinde, og hvis vi antager, at han kan ramme et snit på 55 kampe per sæson, vil det tage lidt over ni fulde sæsoner i klubben – det samme antal, som Ronaldo nåede op på. Altså i slutningen af 2032-33-sæsonen som 34-årig.

Marca har dog også kigget på tallene, hvis han fortsætter sin uhørte scoringsfrekvens for denne sæson, og her vil han kun være 302 kampe fra at overgå Ronaldo.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...