Arbeloa: Jeg ville ønske, at alle kampen var sådan

Álvaro Arbeloa var vanen tro i snakkehumør, da han mødte pressen i går aftes efter sejren på 4-1 over Real Sociedad, og her følger hans mest interessante udtalelser.

 

Om sejren generelt:
- Jeg elsker den her type sejre, fordi jeg ser Bernabéu nyde det, og det er det, både spillerne og jeg ønsker. Vi vil have, at folk nyder vores spil og at se mål på Bernabéu. Det gør spillerne også. Jeg ville ønske, at alle kampe var sådan, det ville jeg elske. Jeg er meget glad for, hvordan vi har forberedt ugen, hvordan vi har forberedt kampen, for spillernes arbejde og for modstanderens sværhedsgrad. Dette hold kom ubesejret gennem lang tid med en ny træner, som har gjort det rigtig godt, og som store hold ikke havde været i stand til at slå.

Om brugen af 4-4-2-formationen:
- Defensivt er det en struktur, som ikke kun vi bruger. Mange hold gør det, fordi den lukker det centrale rum, hvor der er flest spillere, og gør det muligt at stå mere kompakt. Med den type spillere, vi har, giver det os også mulighed for at slå kontra med de to forreste. Vi arbejder meget, og denne uge har hjulpet os meget med at forbedre os på alle områder, også defensivt.

Vinícius, der fremtvang og scorede på to straffespark:
- I en måned har jeg set en fantastisk Vinícius, ikke kun i denne kamp. Han har leveret kampe på højt niveau, siden jeg kom, været afgørende, også i dag, og scoret mål og lavet assists andre dage. Han er en spiller, der rækker ud over tallene med den måde, han kan præge kampe på, hvor mange spillere han tiltrækker, og hvordan han påvirker modstandernes forsvar og hold. Han er en af verdens bedste, og det er en fornøjelse at træne ham. Han er en fantastisk fyr med et kæmpe hjerte, en stor holdkammerat og en stor spiller. Det er en fornøjelse at have ham hos mig.

Benfica-kampen:
- Jeg håber ikke, historien gentager sig. Vi er forberedte på kampens sværhedsgrad, modstanderen, stemningen og det, der venter os tirsdag. Det er 180 minutter, og vi skal levere en stor kamp derovre. Vi må ikke nøjes med et simpelt resultat, vi skal gå efter at vinde kampen. Vi har det stadig frisk i erindringen, så vi ved, hvor svært det bliver.

Mbappé:
- Han har det fint. Han har haft disse små knæproblemer gennem en stor del af sæsonen. Han gør en stor indsats, hver gang han går på banen, og vi har besluttet ikke at løbe nogen risiko, så han er klar til at starte på tirsdag. Det bliver han.

Om Carvajal kan blive fast starter på kort sigt:
- Ja. Han tog det første skridt i dag. Det var 30 rigtig gode minutter, og jeg kunne godt lide publikums bifald. Det fortjener han. Vi har mange kampe foran os, og forhåbentlig kommer der mange flere. Både Trent og Dani kommer fra skadesperioder, og ingen af dem er klar til at spille 90 minutter hver tredje dag. Vi får brug for dem begge hele sæsonen, fordi de er meget forskellige og kan give os forskellige ting. Mit mål er at have dem begge på 100 % og kunne bruge dem skiftevis. Jeg er meget glad for Danis comeback, og han vil helt sikkert få flere minutter.

Trent:
- Ud fra det arbejde, jeg har lavet med ham, og det vi har talt om, virker han som en meget intelligent fyr. Han forstår spillet rigtig godt og forstår hurtigt, hvad vi vil have fra ham, og hvor vi kan udnytte ham. Han er ikke den typiske back, der altid holder bredden. Han kan spille meget ind centralt i vores system, hvor vi ønsker bevægelse og positionsskift. Det er en fornøjelse at have en spiller, der både kan spille inde centralt og i bredden. Vi talte før kampen om, at med Gonzalo i feltet kunne der opstå indlægssituationer og dødbolde. Med hans sparketeknik kan han også sætte kontraangreb i gang, når vi vinder bolden. Han er en stor spiller, det er ikke nyt for mig. Jeg er meget glad for at have ham, at han fortsætter med at få minutter og rytme, og at han lidt efter lidt viser sin bedste version.

Huijsen, der begik det dumme straffespark:
- I den situation med straffesparket gjorde Real Sociedads spiller det rigtig godt. Det er en del af det at være forsvarsspiller. Man kan spille 90 gode minutter, og én enkelt situation kan ændre det hele. Det skete ikke for ham. Han kom sig rigtig godt over den situation og spillede 90 stærke minutter. Vi må ikke glemme, at han er 20 år og i gang med sin første sæson i Real Madrid. Han skal fortsætte med at vokse, holde dette niveau, få erfaring og forstå kravene i Real Madrid, hvor kampene bølger frem og tilbage og med meget plads. Det er ikke let at være forsvarsspiller i Real Madrid, men han skal være meget tilfreds med sin kamp i dag og sit niveau, siden han kom. Nu handler det om at fortsætte arbejdet og blive bedre.

Seneste artikler...