Arbeloa: UEFA har chancen for at markere sig i kampen mod racisme

Álvaro Arbeloa mødte i dag pressen til en snak om den vigtige Champions League-playoffkamp onsdag aften imod Benfica, og her lagde han ud med følgende ord:
- Jeg forventer et Real Madrid, der minder meget om det, vi så i Lissabon. Det er det, jeg ønsker, og det er det, vi arbejder på. Det bliver en meget speciel kamp, en stor Champions League-aften på Bernabéu, hvor vi ved, hvor vigtig opbakningen fra fansene er i den slags kampe, og hvilken betydning den altid har. Vi tænker på at vinde kampen og gå videre fra opgøret.

 

Om Vinícius:
- Han har det rigtig godt og er meget motiveret. Han er ekstremt tændt på den her type kampe. Siden jeg er kommet til, har han været på et meget højt niveau. Han er en spiller, der gør forskellen. Enhver træner vil ønske sig en spiller som Vinícius på banen. Vi forsøger at udnytte ham optimalt og give ham situationer, hvor han kan vise sit fulde potentiale. Han er meget vigtig i omklædningsrummet, en leder. Vi har brug for, at han i morgen igen nyder det og spiller en god kamp. Vinícius har altid vist stort mod og stærk karakter. Jeg ved ikke, hvordan andre ville reagere i hans situation. Han har altid reageret modigt og vist en enorm personlighed. Det har altid været hans svar, og det vil det fortsat være, fordi han er en fighter. I morgen går han på banen for at kæmpe og spille en stor kamp og vise, at han er en af de bedste spillere i verden.

Om Mbappé:
- Han er klar til at spille i morgen, og det er det vigtigste. Jeg vil gerne fremhæve hans engagement over for holdkammeraterne, holdet, klubben og fansene. Det er vigtigt at anerkende hans store indsats. Han forsøger at hjælpe os på banen og er en spiller, der gør forskellen. Enhver forsvarer, der står over for Kylian Mbappé, ved, at han kan afgøre en kamp. Han er klar til i morgen, og vi får helt sikkert brug for ham. Jeg mener ikke, at Mbappés problem er målene. På banen skal man træffe beslutninger. Hvis jeg skal fremhæve én egenskab – og han har mange – så er det, at han er en meget intelligent spiller og person. Han ved præcis, hvor han skal bevæge sig. Der vil opstå situationer, hvor der skabes plads i feltet, og der har vi brug for, at han og andre spillere kan komme frem. Man skal bare se på hans tal for at se, at han gør det godt.

Om Benfica-spilleren Prestianni, der ytrede sig racistisk over for Vinícius i den første kamp og er udelukket i onsdagens kamp:
- Min holdning er den samme som i sidste uge. Vi står over for en stor mulighed for at sætte et markant punktum og starte et nyt kapitel i kampen mod racisme. UEFA har altid profileret sig stærkt i kampen mod racisme og har nu chancen for ikke blot at lade det blive ved et slogan og et flot banner før kampene. Jeg håber, de griber muligheden. Vi er meget fokuserede på morgendagens kamp. Vi vil levere et højt niveau, give et godt indtryk, gøre tingene rigtigt på banen og præstere stærkt for at vinde kampen. Det er dér, vi lægger al vores energi og indsats. Resten vedrører ikke os. Det er ikke os, der skal træffe den slags beslutninger – det er UEFA.

Mourinhos ord om Vinícius’ jubelscene:
- Jeg mener det samme, som jeg sagde i sidste uge. Vinícius scorede et meget flot mål, og intet af det, han kan gøre eller har gjort på banen, kan retfærdiggøre en racistisk handling. Det er det vigtigste. Der er intet, der kan retfærdiggøre racisme. Ligesom holdet er fokuseret på at spille en stor kamp, er jeg det også. At José Mourinho ikke er på bænken (han har karantæne, red.), er næppe første gang. Han har altid forberedt sine hold godt, så de præsterer på højt niveau, selv når han ikke er til stede. Han vil helt sikkert justere mange ting fra den første kamp, og vi håber, det bliver en stor kamp og et stort spektakel – og at Real Madrid vinder.

Seneste artikler...