Courtois: Vigtigt med fansenes opbakning
Thibaut Courtois var den udvalgte til at akkompagnere Arbeloa på dagens pre-match-pressemøde, og her følger den åbenmundede belgiers vigtigste pointer.
Om kampen:
- Det vigtigste er at have fansene med os hele kampen, at de bakker op fra første sekund, og at vi starter godt. Det er et drilsk resultat, for hvis de scorer ét mål, er der udlignet. Vi skal starte godt, spille godt, være koncentrerede, spille med intensitet og den rette indstilling. Gør vi det, vinder vi.
Om racismen imod Vinícius:
- Vi befinder os i et vigtigt øjeblik for fodbolden, hvor vi kan få sat en stopper for den slags ting. Vi i omklædningsrummet ved, hvad Vinícius har fortalt os. Jeg vil ikke pege på enkeltpersoner. Det er sket mange gange i fodbolden, ikke kun på banen, men også på tribunerne.
- I sidste ende er det Vinicius, der beslutter, om vi spiller videre. Hvis han vælger ikke at spille, så stiller vi os som hold bag ham og må se, hvad UEFAs ansvarlige beslutter. De ting, der skete på tribunen, burde have ført til en afbrydelse af kampen og til, at de personer blev fjernet. Vi ser ikke altid, hvad der sker på tribunerne – nogle gør måske, men ofte er vi fokuseret på kampen. Der skal være andre ansvarlige, som handler.
Om Mourinhos udtalelser:
- José Mourinho er Mourinho, og som træner vil du forsvare din klub og det, din spiller har fortalt dig. Det eneste, der skuffer mig, er hans italesættelse af Vinis jubel. Han gjorde ikke noget forkert. Han fejrede målet, som mange modstandere har gjort mod os, for når vi lukker et mål ind, er euforien ofte dobbelt eller tredobbelt. Det er sket, og vi må komme videre. Man kan ikke retfærdiggøre en formodet racistisk handling med en fejring.
Benficas fans og homofobiske tilråb:
- Jeg har set billederne fra Benficas tribune under kampen, og det er forkasteligt at se den slags på et stadion. Måske kan du lide eller ikke lide en spiller, men de handlinger er utilgivelige. Jeg ved ikke, om de har taget afstand fra det, jeg har ikke fulgt det tæt. Jeg har heller ikke set, om de har meldt ud, at de vil retsforfølge dem, der stod bag. Af alt det, der er sket, er der mange ting, som ikke er blevet håndteret korrekt. Både racisme og homofobi er uacceptabelt, og deres tilråb er lige så alvorlige.
Straffesparket, som han selv begik imod Osasuna:
- Det er svært. Som målmand er man altid ubeskyttet i de situationer, og det samme gælder forsvarsspillerne. I dag med VAR fryses billedet, tempoet sænkes… Det er rigtigt, at jeg rører ham lidt, men han kommer med kraft for at bremse foden og får den lidt ind under min. Jeg laver på intet tidspunkt et benspænd. Derudover beklager han sig over skinnebenet. Jeg mener ikke, at der var en decideret målchance. Dommeren siger til mig, at fordi jeg forlader mit mål, kan det være en situation, der fører til mål. På en måde kan jeg give ham ret, men han havde ikke bolden under kontrol. Der var andre situationer i weekenden med stemplinger, som ikke blev dømt. Jeg tror, at hvis det ikke var mig, men for eksempel Alaba, så var det ikke blevet straffespark. Men fordi jeg er målmand, blev det dømt. I sidste ende må jeg tage ansvaret for min fejl.
