Arda Güler på måljagt
Som udgangspunkt er det ikke Arda Gülers primære opgave at sparke bolden i kassen – nærmere at støbe kuglerne for dem, der får uhyre lønninger for netop det. Men alligevel er vi ved at være der, hvor man godt kunne sukke efter en kasse fra den unge tyrker.
Güler startede sæsonen ud som en vigtig spiller på midten for Xabi Alonso, ikke mindst i Jude Bellinghams fravær, og da der var spillet syv ligakampe, var Güler da også kommet på måltavlen tre gange. Faktum er bare, at han ikke har fået netmaskerne til at blafre siden 5-2-nederlaget til Atlético Madrid i slutningen af september, og det står faktisk lidt i kontrast til den Güler, vi allerførst lærte af kende under Ancelotti. Det var i 2023/24-sæsonen, hvor han hen over foråret – efter endelig at være kommet sine mange startskader kvit – begyndte at få spilletid og scorede imponerende seks mål på 12 kampe, altså en kasse hvert 73. minut.
Samme antal nåede han i den forgangne sæson på væsentligt flere kampe, ligesom det blev til 11 assists, og netop assisterne er dog nået, han var været flittig til at levere i denne sæson. Her står han nemlig allerede noteret for 12 af slagsen, men da den seneste faldt den 28. januar, er tiden efterhånden også ved at være moden til at få mere af den slags.
Güler har som den eneste spillet i samtlige af Real Madrids 39 kampe i sæsonen, men pusten er måske gået lidt af dét, der lignede et regulært gennembrud. Så selvom det ikke skal lyde som nogen stor kritik af den unge tekniker, ville netop i aften dog være en god anledning til at vise noget slutprodukt, da Getafe er et af den slags hold, der ofte skal lirkes op af en spiller med Gülers kvaliteter.

