Arbeloa: Courtois er den bedste målmand i Real Madrids historie
Álvaro Arbeloa holdt i går sit pressemøde forud for lørdagens Elche-kamp, og her følger de vigtigste nedslag.
Elche-kampen:
- Vi går ind til kampen med den mentalitet, at vi spiller om mesterskabet. Vi ved, at det er en meget vigtig kamp på vores egen bane. Vi vil gerne have en stemning, der minder meget om den, der var i onsdags. Vi er også bevidste om det hold, vi skal møde. De spiller bedre, end deres point viser, og de gjorde det svært for os i det første opgør. Vi er klar til at yde en ekstra indsats efter Champions League-kampen – meget fokuserede og motiverede, velvidende hvor svær kampen bliver.
Mbappés genoptræning:
- Jeg tror, han får det bedre dag for dag. Udviklingen følger den plan, vi lagde, da vi besluttede at stoppe og lave alle undersøgelser sammen med lægestaben og det fysiske trænerteam. Det afhænger selvfølgelig også meget af hans daglige udvikling, men jeg synes, han ser rigtig god ud. Han spiller ikke i morgen (i aften, red.), men vi håber, han kan rejse med til Manchester.
Courtois:
- Jeg har spillet med nogle af verdens bedste målmænd. Ikke bare nogle af de bedste i verden, men nogle, der er blevet betragtet som nogle af historiens bedste. Men det, Thibaut Courtois gør, har jeg ikke set fra nogen før. Jeg sagde det forleden og står ved det: For mig er der ingen debat med nogen anden målmand, og vi står sandsynligvis med den bedste målmand i Real Madrid historie.
Arbeloa blev spurgt ind til fysikken hos unge Manuel Ángel, der bare måler 170 centimer i højden:
- For mig er Manuel Ángels størrelse størrelsen på hans hjerte – et enormt hjerte. Jeg har haft meget held i min fodboldkarriere med at spille med fantastiske fodboldspillere. Vi er blevet verdensmestre og europamestre med folk, der ikke er over 1,70 meter, og ingen bekymrede sig der om, hvorvidt de var store eller små, eller hvordan de var. De var sensationelle spillere. Det skal man være i fodbold, hvor – som vi så den anden dag imod Manchester City, der er spillere med exceptionel og sensationel fysik. Jeg mener ikke, Manuel Ángel har problemer og vil heller ikke få dem med at blive en elitespiller i La Liga på grund af fysikken, fordi han er en meget modig dreng. Vi så også i Vigo, hvordan han vandt den duel på jorden. Han er en spiller med en exceptionel frækhed, han bevæger sig ud til begge sider, med meget teknisk kvalitet og bevægelighed. Jeg vil ikke sige, at han er en af mine yndlinge, selvom han er det, men han er en spiller, jeg tror meget på, og minutterne den anden dag var ikke lette. Han gjorde det rigtig godt, fordi han arbejder meget. Forhåbentlig kan han fortsætte med at få minutter og vise, hvilken stor spiller han er.
Yderligere om ungdomsspillerne:
- Drengene skal først og fremmest fortsætte med at arbejde, som de gør; med stor ydmyghed, velvidende at de er i en udviklingsfase og skal gribe mulighederne. Der er meget fokus på dem, fordi de præsterer rigtig godt, men de må ikke miste den ydmyghed og den mentalitet, der har bragt dem så langt. De er nået til dette punkt gennem hårdt arbejde, engagement og talent. Det er det, de skal fortsætte med at gøre, og så længe de bliver ved med at gøre det, vil de fortjene deres minutter på banen. Jeg tror, at alle er enige om det flotte niveau, Thiago viser hos os. Indtil videre bliver han her, ligesom mange andre, såsom Manuel Ángel eller César (Palacios, red.), der har bidraget meget, hver gang de har spillet. I morgen (i aften, red.) kan I måske se nogle flere. Jeg er meget glad for at have dem alle sammen hos os, og efterhånden som vi får spillere tilbage, vil vi se, hvad der sker med dem.
