Optakt: Real Madrid – Elche, LaLiga, 28. spillerunde

Efter en heroisk indsats på den helt store Champions League-scene i midtugen med 3-0-sejren over Manchester City skal Real Madrid i aften vise, at man også kan gøre det hjemme imod et mindre mandskab som Elche. Det er i hvert fald det, det kræver, hvis man skal hente de obligatoriske tre point og fortsat have nogenlunde snor i Barcelona i LaLigas topstrid.
På papiret bør Real Madrid prise sig lykkelige over, at det netop er denne kamp, der har fundet plads mellem de to store Manchester City-opgør. For i Elche møder man ikke et af den slags mindre spanske mandskaber som Getafe eller Mallorca, der er mestre i at stå kompakt og gøre kampene grimme og barske. Tværtimod møder man et hold, der i hele 2026 har styrtet direkte mod nedrykningsstregen, og p.t. ligger Elche faktisk blot ét point over den.
Som et oprykkerhold kan den slags være forventeligt, men for netop Elche har det formentlig været et større nyrestød at befinde sig i den position end for de andre oprykkere, Levante og Real Oviedo. Elche kom nemlig enormt godt fra start i denne sæson af LaLiga uden nederlag i de første syv kampe, herunder en uafgjort ude imod Atlético Madrid, ligesom de leverede en brav indsats, da de spillede 2-2 med netop Real Madrid tilbage i november. Men siden de gik på juleferie med en 4-0-sejr over Rayo Vallecano har de kun haft kurs mod afgrunden.
Elche har nemlig ikke vundet en eneste kamp i hele 2026, og de har blot hentet fire af 30 mulige point, og det betyder, at en belejlig placering i LaLigas øvre halvdel på få måneder er blevet vekslet til udsigter til Segunda-bold. Den slags må uundgåeligt have sat sig i Elche-spillerne, der næppe kommer med samme store selvtillid og gåpåmod som i den omvendte hjemmekamp.
Men den enes død, den andens brød, fordi for Real Madrid betyder det forhåbentlig, at der ligger tre ikke alt for svære point at hente i aften, hvor man ovenikøbet gerne skulle kunne hvile nogle spillere. Grundet skader mangler man nemlig, og hold nu fast, Mbappé, Militão, Carreras, Mendy, Alaba, Bellingham, Ceballos og Rodrygo, mens Mastantuono afsoner karantænedag nummer to ud af to. Det betyder altså, at Arbeloa ikke har de store rotationsmuligheder, men dem han har, ville det være godt at kunne benytte sig af.
Eksempelvis fik Tchouaméni et slag imod Manchester City, og franskmanden kunne have godt af en pause. Her gætter både Marca og AS på, at enten Manuel Ángel eller Pitarch kommer til at være afløseren – men altså kun den ene af dem, og det kunne godt gå hen og blive førstnævnte, der var et tema på Arbeloas pressemøde i går, mens Pitarch nok også kunne have brug for en pause, inden han bliver kørt helt i sænk som så mange andre spillere før ham. På venstrebacken er Fran García eneste løsning, og så er det efterhånden som at sætte det sidste søm i Carvajals kiste, hvis ikke Real Madrid-kaptajnen kan komme ind og spille aftenens kamp fra start i stedet for Trent.
Asencio bør også komme ind og tage en tørn, formentlig i stedet for Rüdiger, og så gætter AS på, at Valverde skal have et hvil til fordel for Gonzalo García, der derfor skubber Brahim Díaz en tak tilbage på banen. Om man ligefrem tør stille med så reservespækket en midtbane er hos undertegnede dog tvivlsomt.
I Elche møder man et hold, man ikke har tabt til siden 1978, men til gengæld har man fået uafgjort i to af de sidste fire kampe, heraf den ene på hjemmebane. Med deres nuværende forfatning og placering i tabellen in mente er der dog ingen undskyldninger, men man skal også sørge for at holde øje med deres tre angribere; det store og stærke enfant terrible Rafa Mir, globetrotteren André Silva og så måske vigtigst af alt 21-årige Álvaro Rodríguez, da Real Madrid har en sær vane med at blive scoret på af tidligere Castilla-spillere. Faktisk scorede Álvaro og en anden tidligere Castilla-spiller Aleix Febas Elches to mål i 2-2-kampen tidligere på sæsonen, så Castilla-forbandelsen er altså ikke rent hokuspokus.
Der er kampstart i aften klokken 21, og kampen kan ses på Tv2 Sport X og tv2 play.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Asencio, Huijsen, Fran García, Valverde, Camavinga, Manuel Ángel, Güler, Brahim, Vinícius.
