Referat: Real Madrid – Elche, 4-1, LaLiga, 28. spillerunde

Real Madrid slog lørdag aften oprykkerne fra Elche med flotte 4-1 i en kamp, der både brillerede med flotte mål og flotte præstationer fra et hav af lovende akademispillere.
Før det for alvor blev sjovt, skulle vi dog igennem mere end en halv times ørkenvandring. Der skete nemt tæt på ingenting i de første 36 minutter, hvilket xG’en på Real Madrids 0.03 mod Elches 0.00 på daværende tidspunkt også vidner om, men så kom der pludselig hul på bylden. Og det skyldtes ironisk nok Elche-spilleren med et af spillets mest legendariske navne, Fede Redondo, der ikke bare deler fornavn med Madrids mest højtflyvende falk, men også efternavn med farmand Fernando Redondo, der spillede sig ind i hjerterne på alt og alle i Madrid i 1990’erne.
Men sønnike emmer ikke af samme elegance som sin far, og han havde en rædderlig aften på Bernabéu. Ud over at lave en masse fejl generelt begik han også det frispark, der skaffede Real Madrid føringen efter 39 minutter. Valverde smadrede til bolden, returen røg ud omkring Brahim, og herfra fik en Elche-spiller ikke headet bolden længere væk end til Rüdiger, der stod klar til at flugte bolden i kassen til 1-0.
Fem minutter senere scorede førnævnte Valverde sit fjerde smukke mål i denne uge, da han selv startede opspillet og efter kombinationer med Fran García samt en lille skudfinte med venstre som den største selvfølgelighed smækkede bolden op i krogen fra kanten af feltet.
I anden halvleg skulle det hurtigt være blevet 3-0, men desværre brændte Brahim på det skammeligste sin friløber, men selvom 2-0-føringen ikke blev udbygget, afholdt det ikke Arbeloa fra at vise handlekraft og tillid til de unge efter en times spil. Elche havde i første halvleg taget en spiller ud med en hovedskade, og derfor havde Arbeloa ligesom gæsterne hele seks udskiftninger at gøre godt med, og spanieren gjorde præcis det, vi alle har råbt og skreget efter i årevis; tog seks vigtige spillere ud, så de kan få et hvil inden tirsdagens vigtige Manchester City-kamp, og erstattede dem med seks lovende, unge spillere.
På bare seks minutter blev Tchouaméni, Vinícius, Valverde, Rüdiger, Brahim og Pitarch erstattet med den 18-årige kantspiller Daniel Yáñez, 21-årige Güler, 21-årige Gonzalo García, den 19-årige centerback Diego Aguado, 22-årige Manuel Ángel og 21-årige César Palacios. Og måske på nær en lidt anonym indsats fra Gonzalo gjorde de resterende det decideret fremragende. Palacios, Ángel og Gonzalo kombinerede let, hurtigt og elegant omkring Elches felt, Aguado kom i vejen for flere Elche-afslutninger og var rolig i opspillet, mens Yáñez var fuld af gåpåmod og også lagde op til Huijsens 3-0-scoring efter 66 minutter.
Men højdepunktet kom naturligvis fra Güler, der efter 89 minutter smadrede til bolden fra et godt stykke inde på sin egen banehalvdel og sendte den i kassen over Elches chanceløse keeper Dituro. Næsten en skam, at han ikke lavede det mål foran Xabi Alonso, der to gange scorede fra egen halvdel i sin tid hos Liverpool. Scoringen cementerede 4-1-resultatet, da Elche få minutter før havde fået reduceret på et selvmål af Ángel, der udelukkende skyldes Camavingas forfærdelige aflevering direkte i fødderne på André Silva helt nede omkring eget felt.
Og nåh ja, så måtte Courtois også diske op med en helt sindssyg refleksredning i de døende minutter, men det ville næsten heller ikke have været en rigtig Real Madrid-kamp uden.
Kampens badebold: Den lå længe til Carvajal, der så rystende langsom ud og slet ikke kunne forhindre Elches venstreside i at komme til indlæg. Men for sin tåbelige fejl får Camavinga den. Det er ikke længe siden, at vi i vores podcast fremhævede ham som en spiller, der bør tage sig gevaldigt sammen… her har vi et eksempel på hvorfor.
Kampens spiller: Den går til en tidligere Real Madrid-spiller – Álvaro freaking Arbeloa. Der er bare så meget format i at lave de udskiftninger, og de unge talenter kvitterede i dén grad med fremragende indsatser. Da kampen sluttede, var det med hele syv spillere med en fortid i akademiet på banen, og det er endda uden at tælle de udskiftede Pitarch og Valverde, der også har slået deres folder hos Castilla.
Perspektiver mod kommende kampe: Ingen ved, hvad tirsdagen bringer, og hvilket ansigt Real Madrid viser. Men takket været Arbeloa kunne vi umuligt have fået en bedre optakt. Stensikker sejr, fremragende mål og tidlige udskiftninger, der gav tiltrængte pauser til en masse bærende spiller.
