Referat: Real Madrid - Atlético Madrid 3-2, LaLiga, 29. spillerunde
Real Madrid er inde i en resultat- og spillemæssig rigtig god periode og det kom i går til at gå ud over Atlético Madrid, som blev sendt hjem med et nederlag på 3-2.
Arbeloas tropper har fået en sikkerhed i kombinationsspillet og en iver efter at arbejde i samme retning, som man ikke har set meget længe hos Real Madrid og det er pludselig blevet underholdende at se holdet spille igen og man lagde da også ud i et højt tempo i går og satte sig på opgøret, men Atlético Madrid lurede konstant på omstillinger og har to gode kanter i Lookman og Guiliano Simeone.
De første chancer tilfaldt dog Real Madrid. Først halvflugtede Carvajal mod Musso, som reddede i fin stil og kort efter var det genopstandne godstog, Fede Valverde, på spil på højrekanten, da han tog sagen i egen hånd og buldrede mod mål, men hans afslutning ramte stolpen og gik i spil igen og straks var der fare på færde i banens anden ende, hvor Marcos Llorente fik afsluttet mod Lunin, men i samme moment blev smasket i jorden af Carvajal og det havde ikke været en fejl at dømme straffespark, men situationen blev end ikke kigget igennem i VAR, hvis egentlige funktion fortsat står hen i det uvisse!
Atlético Madrid kom foran efter 33 minutters spil og det var netop via flot kombinationsspil mellem førnævnte Lookman og Simeone, da sidstnævnte med hælen smart spillede Lookman fri i straffesparksfeltet og så kunne belgieren i helt fri position bringe Atlético Madrid foran.
Real Madrid sluttede halvlegen af med et tungt pres mod Atlético Madrids defensiv, men de holdt stand til pausen.
Det tunge pres fortsatte dog i anden halvleg og det gav pote efter seks minutters spil, da Brahim fik revet benene væk under sig i straffesparksfeltet og Vinícius var sikkerheden selv, da han hamrede udligningen ind.
Kort efter lavede Fede Valverde et stærkt genpres, som Giménez ikke fik clearet ordentligt og så kunne Fede Valverde tackle sig fri til sikker afslutning og 2-1 til hjemmeholdet.
Føringen kom dog kun til at holde godt og vel 10 minutter, for Nahuel Molina viste, at han har en fremragende sparketeknik, da han hamrede bolden op i det fjerneste målhjørne helt uden chance for Lunin.
Forinden var Mbappé og Trent kommet på banen i stedet for Thiago og Carvajal og den franske angriber tilfører holdet et anderledes pres via sin eminente fart, men uden bold er det naturligvis noget andet end hos en midtbanespiller og sådan skal det være.
Kampens afgørelse lå dog for Vinícius´ fødder og bare seks minutter efter Atlético Madrids udligning, tog han et træk ind i banen og udplacerede Mussi og bragte atter Real Madrid på sejrskurs.
Føringsmålet fik Arbeloa til at sende nye kræfter på banen, da Bellingham fik come back sammen med Camavinga på bekostning af Brahim og Arda Güler, som begge havde arbejdet stenhårdt, men de to nye folk fik det svært sammen med de øvrige holdkammerater, da Fede Valverde kort efter fik direkte rødt kort for at sparke Baena ned uden at bolden var i nærheden. Det var en noget hård dom, for der var ingen ondskab i tacklingen, men dommer Munuera stod fast på beslutningen og så måtte Real Madrid spille den resterende del af kampen med en mand i undertal.
Det gav Atlético Madrid en lille fordel, som man dog ikke formåede at udnytte og samlet set var det da også fortjent, at Real Madrid vandt og dermed fastholder presset på Barcelona.
Kampens spiller: Arbeloa. Efter to sejre mod Manchester City, var det en slags eksamen for Arbeloa i denne kamp, men man kan kun have ros over for den måde, som han har genrejst profiler som Rüdiger, Huijsen, Fede Valverde og Vinícius og samtidig har fået Thiago Pitarch spillet ind på holdet.
Kampens badebold: VAR. Jeg lærer aldrig at forstå brugen – eller rettere manglen på brugen af VAR. ALLE kampafgørende situationer burde helt principielt kigges igennem i VAR-rummet. I går var der to situationer – en til hvert hold – som burde være kigget ekstra igennem.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Real Madrid går ind til den dødssyge landskampspause med fuldt hus og en genskabt tro på tingene og det kan blive vigtigt for det videre forløb, hvor der venter ekstremt spændende og vigtige kampe. Forhåbentlig kommer man gennem denne pause uden nye skadestilfælde.
