’Asencio-sagen’: intern konflikt og en sen afklaring
Raul Asencio har ikke spillet meget den sidste periode, blandt andet på grund af skader, men ifølge spanske medier har der også været disciplinære problemer med den unge forsvarsspiller.
Den 11. marts begyndte det, der internt i Real Madrid og også generelt i Spanien er blevet kendt som ’Asencio-sagen’. Raúl Asencio blev overraskende vraget til startopstillingen mod Manchester City, en beslutning truffet af træner Álvaro Arbeloa. Det faldt ikke i god jord hos forsvarsspilleren, der følte, at hans indsats få dage tidligere mod Celta Vigo – trods en smertefuld nakkeskade – burde have sikret ham en plads i startopstillingen.
Situationen blev yderligere tilspidset op til kampen mod Elche. Her var Asencio udset til at starte, men meldte kort før kampstart fra med mindre muskulære problemer. Det skabte frustration hos Arbeloa, ikke mindst fordi det tvang Antonio Rüdiger til at spille, selvom planen ellers var at spare ham frem mod returopgøret i Manchester.
Konflikten flyttede sig hurtigt fra trænerens kontor til omklædningsrummet. Asencio blev efterfølgende udeladt af flere trupper, herunder opgørene i Manchester og derbyet, på trods af at han trænede normalt. Årsagen var ikke længere fysisk, men disciplinær.
Arbeloa krævede, at spanieren undskyldte offentligt over for holdet for sin reaktion på bænkepladsen mod City. Selvom Asencio havde sagt undskyld til træneren personligt, nægtede han i første omgang at gøre det foran resten af spillertruppen. Det førte til en fastlåst situation, hvor han fortsatte med at stå udenfor.
Efter landsholdspausen valgte Asencio at afslutte konflikten. Han undskyldte over for hele truppen, som Arbeloa havde krævet. Kort efter var han tilbage i kamptruppen mod Mallorca og senere mod Bayern München, dog uden spilletid.

