Kaos i Real Madrid: Valverde og Tchouaméni i voldsomt sammenstød til træning
Stemningen i Real Madrids omklædningsrum ser ud til at være tæt på bristepunktet. Ifølge MARCA udviklede tirsdagens træning sig til et voldsomt opgør mellem Federico Valverde og Aurélien Tchouaméni, der angiveligt var så tæt på slagsmål, som man kan komme.
Ifølge MARCA startede konflikten efter en hård tackling under træningen i Valdebebas. Situationen eskalerede hurtigt, og de to midtbanespillere skulle både have skubbet til hinanden og råbt aggressivt direkte i hovedet på hinanden foran resten af holdet. Diskussionen stoppede angiveligt ikke på træningsbanen, men fortsatte senere inde i omklædningsrummet.
Hændelsen kommer på et tidspunkt, hvor Real Madrid befinder sig i en af sæsonens mest turbulente perioder. Klubben er reelt ude af titelræset og er også ude at Champions League, og dermed kan man for anden sæson i træk stirrer på en tom hylde i trofæskabet. Ifølge MARCA er spillergruppen i stigende grad opdelt internt, og flere spillere skulle næsten ikke have kontakt med hinanden uden for det absolut nødvendige.
Samtidig beskrives forholdet mellem dele af truppen og cheftræner Álvaro Arbeloa som anstrengt. Mediet hævder endda, at op mod seks spillere knap taler med træneren længere.
Konflikten mellem Valverde og Tchouaméni er heller ikke det første tegn på intern uro. Tidligere på ugen kom det frem, at Antonio Rüdiger og Álvaro Carreras havde været involveret i en anden konflikt under træning. Carreras forsøgte efterfølgende offentligt at nedtone episoden og beskrev den som et “enkeltstående tilfælde uden betydning”, men rapporterne fra Madrid peger på et omklædningsrum præget af frustration og mental udmattelse.
Tidspunktet kunne næsten ikke være værre for Real Madrid. Allerede på søndag venter El Clásico mod Barcelona, hvor catalanerne blot mangler ét point for officielt at sikre sig mesterskabet. Risikoen for at se rivalerne fejre ligaen direkte for næsen af Los Blancos gør kun presset endnu større.

